Snehare i de rette omgivelser. Foto: United States Fish and Wildlife Service.

Naturlig udvælgelse regnes som den hovedsøjle der bærer evolutionsteorien. Begrebet har været tillagt Darwin i gennem 150 år. Naturlig udvælgelse er vigtig i naturen, men den har næppe nogen betydning i udviklingen af nye livsformer.

Et kuld harer får fire killinger i det sneklædte nord. De fleste er grå, men én i kuldet er lysere end de andre. Det skyldes den tilfældige genetiske variation der altid opstår i naturen. Det er let at forestille sig hvad der vil ske. Den lyse harekilling er bedre camoufleret mod rovdyr og vil overleve, og den vil senere bringe sine “hvide gener” videre til næste generation. Her vil den måske få et kuld med 1-2 killinger som er lidt lysere, og efter en lang række generationer har sneharen udviklet sig.

Det er et lille eksempel på den naturlige udvælgelse som finder sted på hele kloden “firetyve-syv”, og det regnes som hele motoren i evolutionen som konstant er i gang.

Naturlig udvælgelse forklarer kun den banale del af evolutionen

En blandt flere definitioner på evolution er videregivelse af arvelige variationer og dermed en permanent ændring af gensammensætningen hos en gruppe dyr (en population). Denne brede definition rummer reelt alle fødsler og formeringer i dyre- og planteriget, men en teori der forklarer alt, ender med at forklare ingenting. For vi ender med at kalde det evolution blot to mennesker får 3 børn der ikke er ens. At mennesker er forskellige, er der ikke stor uenighed om, så vi kan godt lade naturlig udvælgelse stå som en grundpille for evolution her, men den fører bare ikke noget.

Det som er virkeligt interessant, er om naturlig udvælgelse kan skabe noget nyt. Hvis vi mennesker har udviklet os fra bakterier, fisk osv., så skal der skabes noget nyt. Kan den lave en vinge, et enzym, en knogle, en cellemembran. Hvis det skal kunne lade sig gøre, skal informationen skabes – og den skrives i DNA. Men naturlig udvælgelse kan ikke “skrive” noget ekstra tekst i arbejdstegningerne til disse nye ting. Det eneste naturlig udvælgelse kan gøre, er – at udvælge! Den hvide hare er ikke skabt af den naturlige udvælgelse – den er blot udvalgt, og det kan ikke forklare hvordan livet kan udvikle sig mod højere kompleksitet. Som man siger “på engelsk”: Den naturlige udvælgelse kan forklare the survival of the fittest, men ikke the arrival of the fittest!

Shit happens

En stor flok harer er grå, men én får lysere pels – logisk set vil den hvide overleve bedre i et miljø med meget sne, sparsomt afkom og til sidst udgøre en større del af harerne, og måske vil alle harerne med tiden blive hvide. Det siger vores logik.

Men tilfældighederne spiller en større rolle end man skulle tro. Matematiske beregninger evolutionister selv har lavet, viser at så vil dens odds kun være én til 500 for overhovedet at overleve. Med andre ord spiller tilfældighederne så stor en rolle at mange andre ting end forkert pelsfarve kan udrydde den.

Den positive udvælgelse har måske kun en beskeden rolle i naturen.

Vi der regner skabelsesbegrebet ind i vores videnskabelige tænkning, får ofte skudt i skoene at vi fornægter den naturlige udvælgelse. Det er slet ikke tilfældet, men vi er måske knap så optimistiske som Darwins disciple. Naturlig udvælgelse er en effektiv og helt nødvendig mekanisme i naturen – det er de fleste enige om – men den skaber ikke nyt. Den eliminerer de organismer der fungerer dårligt.

Lad os forestille os at vores hvide hare fandt en mage, og de fik unger. Ungerne er (som altid) en blanding af forældrenes gener, men hvis en af harekillingerne var mørkegrå, eller måske syg pga. en genetisk fejl, så vil den naturlige udvælgelse svinge sin hjerteløse le
over den og lade den blive spist af rovdyr eller på anden måde bukke under i sin kamp for overlevelse. Man kan synes det er synd for den lille hareunge, men er det godt for harebestandens samlede overlevelse, for de dårligt tilpassede (og måske syge) individers gener bliver fjernet, så de ikke kan gives videre og “forurene” næste generation. Det forbedrer ikke harerne, men det beskytter arten imod at uddø trods de fejl og mangler som altid vil opstå i genpuljen.

Vi står altså ned en naturlig udvælgelse som prises højt når livets udvikling skal forklares, men den forklarer faktisk bedre hvordan arterne kan tilpasses det miljø de lever i, ved at fjerne de svage individer. Skete det ikke, så ville langt færre dyr og planter eksistere på jorden i dag. Nogle forskere mener at 98 % af alle arter der har levet på jorden, allerede er uddøde. Uden naturlig udvælgelse var de sidste 2 % også væk. Det er ikke utænkeligt at den mekanisme findes i skaberværket for at gøre livet på jorden langtidsholdbart.

Naturlig selektion er ikke en trussel mod den kristne tro

I en misforstået afstandtagen fra evolution vender mange kristne sig mod naturlig selektion. Men et kristent skabelsessyn giver et andet perspektiv, for vi er ikke bundet af en naturlig forklaring på hvordan al information og kompleksitet er opstået, og slet ikke hvis denne forklaring er i strid med naturlovene. (Opstår information fx “naturligt”, eller er information i sin natur “over-naturlig”?) Det giver os en frihed til at betragte naturlig udvælgelse fordomsfrit – som en bevarende mekanisme.

Naturlig udvælgelse var ikke Darwins idé

Naturlig selektion regnes som Darwins eget bidrag til evolutionsteorien. Men på hans tid var det meget sparsomt med eksempler i naturen på naturlig udvælgelse, så Darwin baserede teorien på den “unaturlige udvælgelse”, altså avl. Darwin var bl.a. ivrig dueavler.

Darwin omtaler naturlig selektion flere steder, men første gang vi læser om det, er en skitse man fandt efter hans død, i “1842 Sketch”. Han renskrev senere skitsen og havde ligefrem givet sin kone penge til udgivelsen i tilfælde af hans død.

Darwin nølede så længe at Alfred Russel Wallace (1823-1913) kom ham i forkøbet med en teori om naturlig udvælgelse.

Men ideen om den går længere tilbage. Faktisk helt tilbage til de gamle grækere. Men det kan man læse meget mere om i Darwinbogen (som Origo har udgivet i “Darwinåret” 2009.

Naturens design

Darwin troede på en gradvis fremadskridende udvikling af dyr og planter og observerede bl.a. variation hos sine raceduer, men Darwin var for optimistisk og mente at variationerne kunne skabe helt nye dyr og planter, og altså tilføre information. På Darwins tid var en celle en “simpel klat proteinmasse”, og det mest komplicerede man kendte til, var øjet. En simpel struktur gør det let at acceptere en udvikling. Så hvis cellen var simpel, kunne man let forestille sig udviklingen af en celle.

Teorien om evolution og naturlig udvælgelse er grundlæggende den samme i dag som på Darwins tid, men det er vores kendskab til en celle i høj grad ikke. En celle er en smuk og kompliceret designet “storby” med produktionsvirksomheder, veje, fibernet, biblioteker, arbejdsmænd, kloaker, renseanlæg, elektricitet, stilladser, byggepladser, nedrivningsprojekter og genbrug. Alt i nanoskala – og med en præcision og med funktioner vi mennesker kan kun drømme om at efterligne.

Den massive forskning der er foregået de sidste 150 efter at Darwin udgav sin bog Arternes Oprindelse, har gjort den gamle forklaring om gradvis udvikling ved variation + naturlig selektion utidssvarende. Forklaringen med harens pelsfarve kan vi godt acceptere, for det drejer sig om mere eller mindre farve, dvs. en variation af en egenskab som allerede er til stede. Men når noget nyt skal designes, så kommer naturlig udvælgelse i problemer fordi den levende celle altid er umådelig kompleks.

Eksempel: Hvis en fugl skal flyve, så er det ikke nok at der tilfældigvis dannes en fjer. (Dannelsen af én fjer kræver en lang række gener som i koordination danner fjeren.) Der skal dannes masser af fjer; de skal dannes de rigtige steder, på det rigtige tidspunkt i dyrets liv; der skal dannes muskler til at styre fjerene; der skal udvikles nervesystem til musklerne; der skal dannes hjernecentre til at styre motorikken; der skal udvikles en navigation, så dyret kan bevæge sig i luftrummet og ikke kun på landjorden. Der skal også udvikles et stofskifte der er effektivt nok til at give energi til flyvningen. Mange af de komponenter skal være til stede samtidig før fuglen kan flyve, og det udfordrer naturlig udvælgelse, fordi én fjer, eller en stærkere muskelgruppe, ikke alene kan udvikle sig og give dyret en fordel.

En enkelt af alle de egenskaber der gør en fugl til en fugl, giver ikke dyret en større overlevelsesfordel, mener måske ligefrem et handikap fordi den skal bruge energi på noget den faktisk ikke kan bruge til noget før alle de andre egenskaber er på plads. Det må være logik for høns.

Det komplekse bliver et større og større forklaringsproblem for den “der tror på Darwin”, for stort set alt hvad den biologiske forskning kaster lys over, viser sig at være mere komplekst end forventet. Vi kan som kristne med ro, glæde og fascination læse om naturvidenskabelige undersøgelser, og dagligt få nye chancer for at blive klogere – på naturens fantastiske design. ■

Denne artikkelen ble først utgitt i Origo nr 129 (2013).

Nå er tiden moden for å realisere potensialet som ligger i denne klimapositive løsningen: Storskala anlegg for taredyrking til havs, mener SINTEF. Foto: SINTEF Ocean

Dyrking av tare kan være et like effektivt klimatiltak som de statlige planene om CO2-lagring. Det hevder Jorunn Skjermo, seniorforsker ved SINTEF.

– Tare har stor evne til karbonopptak. Naturens likevekt medfører at jo mer CO2 som fjernes fra havvannet, jo mer CO2 vil transporteres fra atmosfære til sjø – og jo mer vil både drivhuseffekten og havforsuring reduseres, skriver Skjermo i en kronikk publisert i Gemini, nettstedet som formidler forskningsnytt fra NTNU og SINTEF.

Mer enn 20 års erfaring
Skjermo har jobbet med tare og dens egenskaper i mer enn 20 år. Nå slår hun og kollegene et slag for å bruke taren som kortreist klimatiltak. Tare kan dyrkes langt til havs og legger verken beslag på knappe ferskvannsreserver eller verdifulle landarealer. Den kan produseres uten bruk av jordbruksareal, ferskvann, gjødsling eller sprøytemidler

Jorunn Skjermo.

Dersom vi dyrker tare, vil den binde store mengder CO2 fra atmosfæren. Det betyr i praksis at sjøplanten kan hjelpe oss med å fjerne den og lagre den – for eksempel som jordforbedringsmiddel i landbruket eller gjennom å deponere den på så store havdyp at den forblir der i svært mange år, såkalt sedimentering. Dette er en metode som kalles CDR, som betyr karbon fangst og fjerning («carbon dioxide removal»).

– CO2 som tas opp fra vannet reduserer CO2-innholdet i atmosfæren fordi det er likevekt mellom CO2 i atmosfæren og i havet. I tillegg vokser tare hurtig og gir stor arealavkastning i forhold til landbaserte planter. Til dette bruker den fotosyntesen, som er gratis, sier Skjermo til nettstedet.

Hun utdyper: – Bruk av dyrket tare til fangst og fjerning av CO2 fra kretsløpet kan foregå på flere ulike måter. Dette er også mulig i en konvensjonell Bio-CCS prosess der taren utnyttes til bioenergi med fangst av CO2 og lagring i geologiske formasjoner. Felles for alle metodene er at CO2 fjernes fra kretsløpet.

Like bra som Langskip
Beregningsmodeller utviklet ved SINTEF Ocean, viser at det er gode vekstbetingelser for tare langs norskekysten. Disse betingelsene er spesielt gode i åpne havområder på og utenfor den norske kontinentalsokkelen.  For å verifisere disse beregningene har SINTEF Ocean nylig gjennomført prosjektet «Tareal 2» på oppdrag fra Møre og Romsdal fylkeskommune.

– I prosjektet gjorde vi dyrkingsforsøk på en skjermet lokalitet i Freifjorden og på en eksponert lokalitet ved Grip utenfor Kristiansund. Resultatene viste at dyrking av sukkertare i svært eksponerte omgivelser til havs er godt mulig og at dette gir høyere biomasseproduksjon enn inne ved kysten, i tråd med modellberegningene. Dyrking til havs gir større arealavkastning enn dyrking i kystsonen. Til havs får vi muligheten til en lengre dyrke- og høstesesong. Dessuten tror vi at det vi gi færre arealkonflikter enn ved dyrking i kystsonen, sier SINTEF-forskeren.

Modellene viser at i høyproduktive områder utenfor sokkelen vil man kunne produsere 20.000 tonn tare og ta ut opp mot 3000 tonn CO2 per km2. Dette betyr at et dyrkingsareal i sjøen på 500 km2, som tilsvarer arealet som beslaglegges av alle havbaserte oppdrettsanlegg i Norge i dag, kan fange 1,5 millioner tonn CO2 årlig. Dette er på størrelse med det som skal fanges og lagres av Langskip.

Langskip er et fullskala demonstrasjonsprosjekt for CO2-håndtering. Det kan du lese mer om her.

Tare dyrket i forsøk ved Grip på Nord-Møre. Foto; SINTEF Ocean

Testet pilotanlegg
For å realisere potensialet trengs imidlertid teknologi og løsninger for storskala taredyrking til havs. I prosjektet Akvalab, (finansiert av Møre og Romsdal fylkeskommune), testet SINTEF et pilotanlegg for taredyrking i eksponerte havområder ved Grip.

– Erfaringene fra dette prosjektet ga oss viktige føringer for teknologiske utfordringer og utviklingsbehov som må til for å realisere storskala taredyrking til havs, sier Skjermo:

– Vi trenger bedre forståelse av hydrodynamiske krefter på et dyrkingsanlegg, altså hvordan kreftene i havet påvirker anlegget, vi trenger utvikling av sensorteknologi for overvåking av både anlegget og taren og vi trenger kunnskap om egnede, miljøvennlige materialer og utvikling av kostnadseffektive løsninger for drift.

– Dette er noen av områdene det må forskes videre på. Gjennom tidligere prosjekter har vi tilegnet oss mye kunnskap og ideer som vi kan ta med oss i en videre oppskalering av taredyrking til havs. Vi har blant annet utviklet fartøyskonsept for storskala dyrking og høsting av tare (Taredyrkingsfartøy2020, finansiert av Forskningsrådet), samt konseptløsninger for automatisert såing og høsting (MACROSEA), sier forskeren.

Her kan du lese hele artikkelen og kronikken om taredyrking og klimatiltak.

---

Tvekampen mellom akasietrærne og giraffene på de afrikansk savannene har i mange år fascinert forskerne. Foto: Wikiwand

Visste du at trær kan kommunisere med hverandre? Når giraffer beiter på akasietrær i Afrika, varsler trærne straks fra om faren til artsfrender i nærheten, ved hjelp av gassen ethylen. Samtidig pumper de gift ut i bladene.

Det skriver Holger Daugaard, cand.scient., biolog og tidligere seniorforsker i Danmark, i siste utgave av Bladet Origo.

Fascinerende tvekamp
Den afrikanske tvekampen mellom høyhalsede giraffer og tornefulle akasietrær har lenge fascinert forskerne. De fleste av oss har sett naturprogrammer på TV med nærbilder av giraffer, som med sine lange blåsvarte tunger jafser i seg akasieblader. Men for noen år siden oppdaget forskerne at dette handler om mer enn torner. Når giraffen spiser akasieblader, frigjøres ethylen, som føres med vinden til nabotrærne. Når gassen treffer trekronene, går alarmen også her, og trærne mobiliserer forsvaret. Etter få minutter pumpes giften ut i bladene også i disse trærne, selv om giraffene fortsatt kan være langt unna.

Men også «fienden» har et mottrekk: Når bladene begynner å bli uspiselige, forflytter giraffen seg til trær som ligger utenfor gassalarmens rekkevidde, der bladene fortsatt er giftfrie. Dessuten beveger giraffen seg alltid mot vinden, altså i motsatt retning av gassen.

– Forskerne avslører stadig mer om de gåtefulle plantene. Det viser seg at de absolutt kan kommunisere med hverandre, skriver Daugaard i artikkelen.

Dansk bøk
Men det er ikke bare på de afrikanske savannene at du finner avansert plantekrig. I de danske bøkeskogene skjer omtrent det samme. Når larver går løs på trærne, blir det registrert. Gjennom treets vev sendes så impulser rundt i organismen, på samme måte som menneskekroppen varsler smerte gjennom nervesystemet.

– Forskjellen er bare at det tar litt lenger tid, påpeker Daugaard.

Rundt en time etter at alarmen har gått, fylles bøkebladene med stoffer som skal ødelegge måltidet for larvene. Og som akasietrærne, kan bøketrærne kommunisere til nærliggende trær, ved hjelp av duftstoffer. Man har endog oppdaget at trærne kan skjelne mellom forskjellige insektarter, via deres forskjellige spytt, og at de dermed kan tilkalle de enkelte insektarters naturlige fiender, via duftstoffer.

– Det betyr på en måte at trærne har en smaksans, påpeker Holger Daugaard.

Gjennom røttene kan trær, i samarbeid med sopp, utgjøre et avansert og omfattende nettverk, som på mange måter kan sammenlignes med en organisme. Foto: Marit E. Jøssang.

Salicin og garvesyre
Lista over plantenes kjemiske våpen er lang: Eiketrærne, for eksempel, produserer garvesyre, som ledes ut i bark og blader. Slik smaker treet så vondt at de angripende organismene gir opp.

Piletrærne har et lignende system, men her går det ikke i garvesyre, men salicin. Kjemien er helt forskjellig, men virkninga er den samme: en snerpende eller bitter smak.

Livreddende førstehjelp
Men det stopper ikke der. Mye tyder på at trær også kan gi livreddende førstehjelp til hverandre, via røttene:

Dersom du flekker av barken på et tre rundt hele stammen, brytes forbindelsen mellom røttene og bladene. På dansk heter dette å «ringe» et tre. Da stanser transporten av de livsnødvendige kullhydratene fra bladenes fotosyntese ned til røttene, som dermed vil sulte i hjel. Treet er dødsdømt. Men dersom treet står i en skog med artsfrender rundt seg, kan det fortsatt klare seg.

– Dersom man gjør et eksperiment, for eksempel i en skog med bøketrær, kan man oppleve at trær som er blitt «ringet» kan overleve i flere år. Det kan de, fordi nabotrærne hjelper til. Via sitt underjordiske nettverk overtar de forsyningslinjene til de røttene som har mistet forbindelsen og holder dem i live. Noen av de dødsdømte trærne kan endog – takket være nabohjelpen – dekke ringen med ny bark og dermed selv gjenoppta næringstransporten, påpeker Daugaard.

Underjordiske beskjeder
I tillegg til å være forsyningslinjer kan  det underjordiske nettverket også være kommunikasjonslinjer, altså at trærne kan kommunisere med hverandre via dette nettverket. Daugaard mener det er grunn til å trekke sammenligninger mellom en skog og en kompleks organisme, der sopphyfer og trerøtter sammen utgjør et omfattende og stort samarbeidende system. Takket være soppens hyfer – celletrådene som utgjør grunnvevet i sopp – kan et slikt system dekke flere kvadratkilometer med skogflate. Hyfene er overalt, en håndfull skogsjord kan faktisk inneholde mange kilometer med sopphyfer.

Som kjent utveksles næringsstoffer mellom sopp og trær, der soppen får kullhydrater fra trærne, mens trærne får fosfor og kaliumioner fra soppen.

– Darwins oppdagelse av naturlig utvalg holder ikke alltid stikk. Trærnes samarbeid er et eksempel på at livet i naturen ikke alltid handler om kamp på liv og død, og der bare de sterkeste overlever, skriver Daugaard, og fortsetter:

Plantenes hemmelige liv
– Vi oppdager til stadighet mer og mer av plantenes hemmelige liv. Planter og trær er – tross deres tause eksistens – utrolig kompliserte og fininnstilte organismer. Planteverden er ekstra spennende, nettopp fordi plantene ikke kommuniserer på samme måte som dyrene. Plantenes taushet må ikke få oss til å anse planteverdenen som likegyldig eller mindre kompleks. De er en uunnværlig og fascinerende del av skaperverket.

Kilde: Peter Wohlleben: Træernes hemmelige liv. Gyldendal 2016

Har du lyst til å lese hele originalartikkelen? Da kan du trykke her. Daugaards artikkel starter på side 7.

Molekylene sender oss en klar melding om at de er designet. Det hevder den kjente kjemikeren Marcos Eberlin. Biologi, kosmologi, fysikk, matematikk, datateknikk og kjemi. Blant tilhengere av Intelligent Design kan du få mange interessante diskusjoner om hvilket fagfelt som til slutt kommer med det ultimate og endelige argumentet for ID.

Marcos Eberlin hevder at det er hans fagfelt, kjemien, som vil stikke av med seieren. Trolig vil også de tre nobelprisvinnerne Sir John B. Gurdon (medisin), Gerhard Ertl (kjemi) og Brian David Josephson (fysikk), som har gått ut og anbefalt Eberlins bok (Foresight: How the Chemistry of Life Reveals Planning and Purpose), mene det samme.

– Molekylene taler for seg, sier Eberlin, og fortsetter: – De vil snakke høyere og høyere og høyere, og til slutt må vi bare overgi oss og lytte til beskjeden. Og beskjeden er denne: «Intelligent design er livets kilde.»

Eberlins spesifikke fagfelt er massespektrometri, et fagfelt han selv omtaler som «det kraftige vitenskapelige verktøyet som endelig låste opp Darwins Black Box». «Darwins Black Box» er for øvrig et lånt uttrykk fra biokjemiker Michel Behe, som før jul utga boka «Darwin på retur» – på norsk).

– Evolusjonen håper du ikke kan noe om kjemi. Mens intelligent design bygger nettopp på kjemien, sier Eberlin.

John Lennox er aktuell med filmen «Against the Tide». Torsdag, 19. januar 2023 kan du møte ham på webinar.

Torsdag ettermiddag blir det webinar med John Lennox, der han snakker om filmen «Against the Tide».

Webinaret vil være i intervjuformat, og ta opp flere viktige spørsmål knyttet til den ferske filmen «Against the Tide», der Dr. Lennox forklarte bevisene for kristendommen med skuespilleren Kevin Sorbo. De diskuterer de mest overbevisende nye bevisene som viser at universet vårt er resultatet av strålende design. I webinaret tar de opp spørsmålet: Er det lenger sannsynlig å se på kosmos som resultat av tilfeldige interaksjoner mellom materie og energi – altså at alt er blitt til ved hjelp av «ren dum flaks»?

NB: Påmelding. Du kan registrere deg her.

For mer info, se her.

Vi er som mennesker udstyret med et organ der sætter os i stand til at opfatte elektromagnetisk stråling i en begrænset del af bølgelængder. Nok til at vores hjerner kan male billeder i forskellige farver som gør os i stand til at skelne i mellem forskellige objekter omkring os.I det darwinistiske univers sklal der være en umiddelbar nyttevirkning ved udsendelsen og og opfattelse af farger. I sommerfuglenes verden handler denne nyttevirkning både om at blive set og om ikke at blive set. Hver ting til sin tid, naturligvis!

Vi må et øjeblik glemme alt om skjønnhed og harmoni. Spørgsmålet er om sommerfuglenes tegninger og farvepragt er forklarlig ud fra denne 100% rationelle tankegang? Dette er hvad artikkelen tager op til kritisk overvejelse.

DR2/VidenOm har i 2009-2010 sendt en række udsendelser om naturens fantastiske materialer. Herunder et afsnit om morfosommerfuglenes fantastisk stærke farver som er blevet genstand for forsøg på industriel efterligning.

Japansk morphotex (verdens første klær med strukturfarvede fiber) nævnes som eksempel. I udsendelsen er der en udmærket redegørelse for det tekniske farvefænomen, men udsendelsen gør sig også til talsmand for meningen med stærke farver idet det hedder at “sommerfuglen netop ønsker at blive set”. Set af hvem? Det er indlysende at sommerfuglen har behov for at blive fundet og genkendt af artsfæller – venner.
Vil den også gerne ses af fjender? DR2’s udsendelse besvarer ikke dette spørgsmål som derfor behandles i denne artikel

Farver som fysisk fænomen

Der findes ca. 1,5 millioner insektarter. Heraf er ca. 200.000 sommerfugle (lepidoptera). Kun ca. 10 % er dagsommerfugle. Alene i Sydamerika lever ca. 6.000 forskellige arter af dagsommerfugle. Sommerfuglene er specielt fascinerende på grund

af de mangfoldige variationer i størrelse, form og farve, og de mange forskellige mønstre og farvekombinationer – ikke mindst de stærke metalglinsende farver.

En lang række insekter, biller, guldsmede, bier, myg og fluer har næsten glasklare vinger som består af en tynd kitinfilm(1) der er spændt ud imellem vingens ribber. Anderledes er det med sommerfugle. Der kan være omkring en million taglagte skæl på en sommerfugls vinger. Hvert skæl minder i facon om et langstrakt bordtennisbat (til tider takket som en tulipan). Skæftet/stilken sidder indfattet i en bøsning i vingen. Det er skellene som giver sommerfuglene farver.

Men hvorfor har sommerfugle skæl? Selv når skællene gnides af, flyver sommerfuglen lystigt videre. Hvad er formålet med denne ekstravagance? Andre insekter som nymfer og græshopper kan have stærke farver – uden skel.

Hvad skal sommerfulen med farveskel

Ganske vist er der nogle dagsommerfugle der absorberer solvarme med farveskellene, men bortset fra det, er den ekstra belastning formentlig ikke noget der kommer flyveegenskaberne til gode.

De til tider meget stærke og metalskinnende farver kommer af de små skæls specielle mikroarkitektur. Det er farver af en styrke som ikke kan fremkaldes af almindelige pigmentkorn. Faktisk kan sommerfuglens skæl fremkalde disse fantastiske farver helt uden pigment. Dette kommer af en avanceret kitinstruktur af plader og bjælker på vingeskellene med en indbyrdes afstand som eksempelvis svarer til bølgelængden på blåt lys.

For hvert lag sollyset gennemtrænger, reflekteres noget af lyset. Ved en afstand imellem kitinlagene på få hundrede nm (nanometer = 1 milliarddel af 1 meter) tilbagekastes noget blåt lys uden faseforskydning. De reflekterede lysbølger forstærker hinanden (konstruktiv interferens – se illustrationen) idet tilbagekastningen sker med en tidsforskydning som passer til lysets bølgelængde.

llustrationen er ikke en præcis afbildning af lysets bevægelse. Det er ikke muligt at optage en filmstrimmel med fotonens bane. Illustrationen må derfor kun opfattes som en skematisk fremstilling. Vingeskellenes mikroarkitektur er desuden for små til at kunne fotograferes med et lysmikroskop. I stedet anvendes et Atomar Kraftmikroskop hvor overfladen afsøges med en meget tynd nål. Overflader kan derved aftegnes med en nøjagtighed på ned til 2 nm. Dog kan nålen ikke komme bag om lagene, hvilket medfører nogen begrænsning i rummeligheden i sådanne billeder.

Ved andre farver (end i eksemplet med blåt lys) sker der ikke noget sammenfald af bølgetoppene for det reflekterede lys. I stedet opstår der negativ interferens hvor lyset reflekteres i “modfase”, hvilket i praksis medfører at det reflekterede lys mister sin energi.

Et andet fænomen, diffraktion, har noget at gøre med lysets tendens til at bøje af når det skal igennem en smal passage, eller når det reflekteres fra krumme objekter. Forskellige farver afbøjer forskelligt. Samspillet imellem diffraktion og interferens bevirker at nogle sommerfugles vinger ændrer farve efter observationsvinkelen. De changerer. Det kurvede gitter på vingeskellene splitter lyset op (diffraktion). Lyset tilbagekastes i forskellige retninger og samtidigt med forskellig bølgelængde (farve). Afstanden imellem kitinlagene ændres med vinkelen lyset rammer og tilbagekastes. Den “konstruktive inteferens” bliver derved gunstig for forskellige nuancer. Ser man morphosommerfuglens vinge i én vinkel er den klart blå. Ser man den i en fladere vinkel favoriseres det mere langbølgede lys, og den bliver derved mere rødviolet.

Den i Danmark sjældne irissommerfugl er kedeligt brunlig set direkte fra oversiden. Set skråt fra siden får den et blåviolet metalskær.

Æstetik eller mimik

I evolutionslæren eksisterer der ikke et ord for skønhed. Alt handler om overlevelsesfordele. Alle nyskabelser kan kun forventes frembragt såfremt de er fordelagtige for overlevelse og formering. At naturens farvepragt anses for skønhed, betragtes som et udslag af den menneskelige sentimentalitet.

Sommerfuglenes farver er klare og distinkt adskilte. Stregtegninger forekommer i hårfine mønstre. Der er intet som synes tilfældigt eller rodet. Kan dette forklares udelukkende med den darwinistiske forklaringsmodel?

Det forekommer indlysende at camouflagefarver giver en selektionsfordel til støtte for Darwins idé om naturlig udvæl- gelse, men ikke at det automatisk skulle betyde at dette og andre farvefænomener har sin oprindelse i spontan evolution.

Snyde- og skræmmemidler

I mangel på forklaringer på makroevolutionære tigerspring som metamorfosen, vingeskellenes tilblivelse, fasetøjnenes tilblivelse og meget andet af det mere komplicerede, har mange kastet sig over et forholdsvis banalt mikroevolutionært emne som falske øjenpletter. Såkaldte øjenpletter forekommer hos mange sommerfugle, dog ikke hos majoriteten af sommerfugle. Øjenpletterne er ifølge evolutionsteoretikere for det første blevet til på grund af deres effekt som afledning fra sommerfuglens vitale dele. Dvs. at eksempelvis fugle hakker efter øjenpletterne, og sommerfuglen undslipper. For det andet som skræmmevåben, og for det tredje som identifikationsmiddel i magesøgning.

Øjenpletter forekommer i mange størrelser og i meget forskelligt antal på en sommerfuglevinge. Randøjerne har mange små øjenpletter. Andre sommerfugle har enkelte og store øjenpletter på bagvingerne eller på alle fire vinger. I John Farndons bog om sommerfugle, som er udgivet på dansk af forlaget Klematis 1999, hedder det:

Randøjerne har falske øjer langs vingekanterne. Mange sommerfugle og natsværmere har lignende pletter på vingerne. Fuglene hakker efter dem i den tro at det er rigtige øjne. Man ser tit sommerfugle som har fået noget af vingekanten bidt af.

Når den slags skønlitterære forklaringer sniger sig ind i den darwinistiske propaganda, har jeg mest lyst til at citere Peter Plysbjørn for at sige: “Man kan aldrig vide hvad bier tænker.” Man kan heller ikke vide hvad fugle forbinder med disse pletter. De fleste randøjer er desuden så små at det vil kræve et præcisionsangreb uden sidestykke at ramme bare i nærheden af en af de små pletter på den bevægende vinge. Randøjerne er både talrige og vidt udbredte i Danmark, og hvis man undta- gelsesvist ser et eksemplar med hak i en vinge, er det håbløst umuligt at konkludere noget om hvordan sommerfuglen har pådraget sig skaden. På Wikipedia kan man læse om hvordan fugle hakker efter øjenpletten på fx den danske dagpåfugleøje. Og videre:

Sommerfuglen klarer sig dog fint med et hak i vingen og fortsætter sin færd mod en vellykket parring.

Netop hvad angår denne sommerfugl, er dette en total misforståelse. Dagpåfugleøjesommerfuglen er ensfarvet sort på undersiden og viser derfor ingen øjepletter i hvilestilling. Øjerne ses derfor kun når dyret er aktivt i solskinsvejr. Fugle bruger ikke meget energi på at angribe aktive sommerfugle. Sommerfuglene er med deres facetøjne så gode til at registrere bevægelser at en fugl ofte er chanceløs. Sommerfuglen letter behændigt før fuglen er kommet for tæt på.

I luften har fuglen heller ikke mange chancer. Når fugle alligevel forsøger sig, er det en spektakulær opvisning i luftakrobatik hvor fuglen sjældent vinder. Uagtet at fuglen er hurtigere, kan sommerfuglen hurtigere skifte retning. Det kan sammenlignes med en luftkamp imellem en Sopwith Camel (gammelt biplan som indgår i “Nusers” fantasier) og en F-16. Jeg indrømmer at analogien er mangelfuld, men det ville være meget vanskeligt for jetjageren at indfange den gamle flyver.

I de 45 år jeg har interesseret mig for sommerfugle, har jeg iagttaget i hundredvis af dagpåfugleøjer og et utal af randøjer. Men aldrig en eneste som har fået et øje hakket ud. Flosser i vingekanter er hyppige hos uger gamle og anfløjne sommerfugle, med eller uden øjenpletter. Dette skyldes formentlig sammenstød med vegetation. Flosser i bagvingerne skyldes ofte at sommerfuglene parrer sig i flugten med bagkroppen mod hinanden.

I DR2’s udsendelse ses morfosommerfugle med meget flossede vinger. Dette skyldes at de er filmet i et væksthus hvor de forsøger at undslippe og skades ved sammenstød med glasset.

Og hvad ved vi i det hele taget om hvordan et rovdyr opfatter en cirkel på en vinge?

Der er ikke noget system i sommerfugles kolorering som er konsistent og uden undtagelser. Dog forholder det sig således at dagsommerfugles hvilestilling er med vingerne sammenklappet over ryggen. Stærke farver til tiltrækning af artsfæller findes derfor oftest på vingeoversiden, mens camouflagefarverne findes på vingeundersiderne – som tilfældet med dagpåfugleøje. Den blå Morpho peleides, som er metalglinsende på oversiden, har øjenpletter på undersiden (filmet i DR2-udsendelsen). Den danske dagpåfugleøje har øjenpletter på vingeoversiden, men er ensfarvet sort på vingeundersiden.

En del natsværmere og aftensværmere har øjenpletter på bagvingerne. Disse er dækket af forvingerne i dyrets hvile- stilling. Det er ofte forvingerne som er camouflagefarvet, og bagvingerne som er mere prangende farvet. Derved er det sovende dyr mindst iøjefaldende. Det siges at den danske aftenpåfugleøje viser øjenpletterne frem når den provokeres i sovende tilstand, og således forskrækker en angriber.

Jeg hører gerne fra hvem som helst der nogensinde har set den skræmme en lækkersulten fugl eller et firben. Hovedreglen er at en sovende natsværmer stoler så sikkert på sin camouflage eller sover så tungt at den en vanskelig at vække, og at den skal provokeres kraftigt for blot at kravle lidt til siden endsige gå på vingerne. Mange natsommerfugle har desuden øjenpletter også på forvingerne, så der er ikke meget overraskelseseffekt i det.

Der er således ikke mange faste regler – om nogen overhovedet – der er betegnende for sommerfuglenes farver og tegninger. Undtagelserne er hyppigere end reglerne, hvilket medfører at man bør være varsom med at konkludere noget om hvordan disse dyr har fået deres udseende.

En tilsvarende mytedannelse gælder for sommerfugle med svalehaler. Ifølge megen sommerfuglelitteratur narrer sommerfuglen med de falske antenner sine fjender til at tro at hovedet sidder i den forkerte ende, og undgår derved et dødbringende angreb mod forkroppen. Men såfremt denne forklaring skulle have nogen vægt, måtte det være muligt at iagttage et ret stort antal af sommerfugle med afbidte “haler”. Det synes dog ikke at være tilfældet.

Hvad der eventuelt vindes ved fjendeafledning i form af lange haler, må siges at være et tilsvarende tab i flyveegenskaber. Heller ikke en sommerfugl er bedst til luftakrobatik iført selskabskjole (se foto).

Det er god latin at tro på disse forklaringer om hvordan sommerfuglene på forunderlig evolutionær vis har fået øjenpletter, haler m.v. Det som først og fremmest mangler, såfremt disse fænomener skulle vise sig at være sande, er at sommerfugle med haler eller øjenpletter skulle dominere i antal – det gør de ikke.

Jeg har bedt sommerfugleeksperten Bernard d’Abrera redegøre for sine observationer i forbindelse med et billede af Paulogramma peristera (se ovenfor). Hans svar på e-mail i oktober 2010 lyder således:

Denne art tilhører en gruppe af sommerfugle der bebor kyster og klipper ved vandløb i troperne, i selskab med Catogramma og Callicore, og er lyse prangende væsener der flyver åbent i stort tal i klart dagslys. Jeg har engang siddet ved et par vandfald og små vandløb i Ecuador og betragtet disse sommerfugle i timevis. Træerne var fulde af fugle, og der var firben, og der var ikke et eneste angreb på disse eller nogen anden sommerfugl, herunder arter med såkaldte “kryptiske” mønstre, eller blåfugle med lange haler og sorte submarginalpletter som fejlagtigt påstås at skulle give indtryk af falske hoveder med antenner. I alle mine 65 år med at studere sommerfugle rundt omkring i verden har jeg aldrig set et eneste eksempel på såkaldt beskyttende efterligning [mimicry] forekomme i naturen. Jeg har heller ikke set de såkaldt giftige arter blive ignoreret af rovdyr.

Der findes et antal giftige sommerfugle. Heraf er de formentlig mest kendte de sydafrikanske Heliconiussommerfugle. Men kun nogle af disse er giftige. De ikke-giftige siges at efterligne de giftige for på den måde at opnå beskyttelse i kraft af ligheden med de giftige (mimicry). Den darwinistiske forklaring er naturligvis den at den ikke-giftige sommerfugl igennem utallige forvandlinger har opnået overlevelsesfordele ved at ligne den giftige mere og mere. Nu er der blot ingen der ved det mindste om hvem af de to typer der er den mest oprindelige, den giftige eller den ikke-giftige sommerfugl!

Måske har fænomenet i virkeligheden intet at gøre med mimicry. Nogle af disse sommerfugle lever blot af planter som indeholder cyanidforbindelser og bliver ganske enkelt derfor selv giftige. Man er hvad man spiser.

Dette er på ingen måde en benægtelse af de mange mikroevolutionære variationer som finder sted, og som er dokumenteret ved forskning. Min mening er blot at ordet variation er bedre valgt end ordet evolution til beskrivelse af disse fænomener. Hos nogle arter som bjørnespinderen varierer størrelse på vingepletterne meget (se foto), men dette har ikke nødvendigvis noget at gøre med naturlig udvælgelse eller specielle overlevelsesfordele. Sommerfuglearter klarer sig som regel udmærket på trods af at store antal bliver ædt af snyltere eller rovdyr – når blot der er rigelighed af larvens foderplante.

Problemet er at selvom det skulle vise sig at der er hold i forestillingen om at disse vingepletter skulle have nogen afledeeffekt i forhold til fjender, fortæller dette intet om hvordan vingetegningerne oprindeligt er blevet til. Ingen kan ekstrapolere nogle af disse mikroevolutionære fænomener tilbage til selve oprindelsen af en egenskab. Slet ikke så længe der verserer en videnskabelig kontrovers om den påstand – at mikroevolution fører til makroevolution (se Origo nr. 117). Der findes fremdeles ikke nogen falsificerbar videnskabelig forklaring endsige teori om hvordan disse flyvende kunstværker har fået skel og farver.

Det må derfor tilrådes at man ikke sluger alting råt som præsenteres i medierne, internettet eller i bøgerne hvis man vil undgå at blive rendt over ende af populærvidenskabelige mytedannelser.

DR2’s udsendelse runder i fascination over naturens materialer af med at konkludere at grunden til at disse til tider er bedre end industriens produkter, er at naturen er foran med 4 milliarder års evolution.

Hvad skælvingerne angår må dette siges at være et skud i tågen. Ingen fossile forekomster af sommerfugle viser andet end at de altid har været skælvinger. Der findes ingen registreret udviklingshistorie bag disse dyrs specielle skælarkitektur. Hverken dette eller et blot nogenlunde rimeligt bud på hvordan dette skulle være et produkt af en gradvis og spontan evolution. ■

Note

1. Kitin er insekternes “knoglemateriale”. Pattedyr har knogler under bløddelene. Insekterne har bløddelene under et hårdt kitinlag. Kitin er lavet af de samme grundstoffer som andet organisk materiale (grundstofferne C, H, O og N) og er et stærkt materiale med flere anvendelsesmuligheder.

Denne artikkelen ble først utgitt i Origo nr 120 (2011).

#biologi#evolusjon#teknologi

Blå morpho sommerfugl. Foto: TexasEagle (CC BY-NC 2.0)

Mange af de ting vi anvender i det daglige, kan fremstilles uden mennesker ved samlebåndet. Computere og robotter klarer alt, og produkterne bliver derved meget ensartede. Det er naturligvis en betingelse at alle delprocesser fungerer optimalt og i det rigtige tempo.

Alle livsformer genskabes løbende i en fuldt automatiseret produktion. I denne sammenhæng hedder robotterne i stedet nanobotter. Nano er blot et præfiks som fortæller at komponenterne er meget små.

Sommerfuglenes livscyklus forløber noget anderledes end andre dyrs. Her er der ikke tale om en kontinuerlig start til slut-proces (fra kønscelle til voksent individ).

Processen hedder snarere: Start – slut – skrotning – start – slut.

Der er der ikke tale om en ensartet fremadskridende proces.

Når man som undertegnede har vanskeligt ved at acceptere at den ensartede produktion skulle være et af naturens spontane (vilkårlige) fænomener, bliver det endnu vanskeligere at acceptere at den abrupte proces skulle være spontan. Har molekylærbiologiens nanobotter instrueret sig selv i denne aparte produktionsform? Er der videnskabeligt belæg for at antage at noget sådant er resultatet af en gradvis fremadskridende udvikling (evolution)?

Har sommerfugle skæl

Det latinske ord lepidoptera betyder skælvinge (på dansk sommerfugl). Navnet hentyder til de små flager på sommerfuglens vinger som giver farve og glans. Umiddelbart opfattes skællene blot som støv, og er noget som let kan gnides af med en finger, hvorved vingerne bliver næsten glasklare. Skællene gendannes ikke, og de nyudklækkede sommerfugle har således de fineste farver. Sommerfuglenes vinger repræsenterer noget af det stærkest farvede og det mest fantasifuldt mønstrede naturen kan opvise. Studier af den metallisk blå morphosommerfugl har vist at skællenes helt specielle mikroarkitektur som fotonkrystaller leverer den stærke farve – med og uden pigmentkorn.

En samlers bekendelser

Jeg vil omgående bekende min fascination af disse meget smukke skabninger. I en alder af 10-14 år var jeg en ivrig samler, men mine 4 glaskasser fra dengang har efterfølgende i mange år samlet støv på en skole.

Interessen for disse fantastiske dyr er dog ikke forsvundet med årene, men begejstringen over at se sommerfuglene i naturen overgår spændingen ved at indfange dem og sætte dem på en nål.

Mange sommerfugleinteresserede har erstattet fangstnettet med et digitalkamera og opnår prestige blandt ligesindede ved at foretage observationer som desuden er til gavn for videnskabeligt arbejde.

Kameraet tynder heller ikke ud i bestanden, så lad mig slå fast: “En sommerfugl er kønnest i naturen”.

Ca. hvert syvende dyr på jorden er en sommerfugl. Men der findes under hundrede forskellige hjemmehørende danske dagsommerfugle. Hvis vi medregner de mere udprægede natdyr spindere, ugler, målere, viklere, halvmøl og ægte møl m.fl., kommer vi dog op på mere end et par tusinde.

I engelsktalende lande skelner man imellem butterfly og moth. Moth bliver ofte (fejlagtigt) oversat “møl”, men burde oversættes med “natsværmer”.

Kræsne vegetarer

Sommerfuglens “kommercielle værdi” som transportør af pollen er meget stor. Vi har måske en større tendens til at lægge mærke til når sommerfuglen gør sig negativt bemærket som når den såkaldte “Nonne” ødelægger nåleskov, eller når kålormen raserer køkkenhaven. Sommerfuglen med sin lange sugesnabel er særlig vigtig for planter med en dyb blomstertragt, hvor bierne er mere specialiserede til blomster hvis nektar er lettere tilgængelig.

Som altid er der undtagelser. Dødningehovedet Acherontia Atropos, som til tider observeres i Danmark, har en kort sugesnabel og stjæler i stedet honning fra bistader. Den kan udstøde høje lyde, og tidligere troede man at den lammede bierne med disse lyde. Nyere forskning har dog vist at tyven måske undgår biernes dødbringende stik ved at efterligne deres lugt.

Den voksne sommerfugl tanker kun brændstof (og nogle salte). Sommerfuglens larve spiser sund og nærende kost som den kan vokse af. Til gengæld er larven ofte meget kræsen med hensyn til valg af foderplante. Børn spiser hvad der bliver sat på bordet – når de bliver sultne nok (har jeg hørt). Hvis sommerfuglelarven ikke kan finde sin foretrukne foderplante, vil den i mange tilfælde slet ikke overleve. Denne manglende tilpasningsevne er ikke lige just hvad Charles Darwin havde håbet på. Af de sommerfuglearter som ikke allerede er uddøde, er mange stærkt truede.

Nogle af de dagsommerfugle som klarer sig bedst i Danmark, lever på brændenælder. For eksempel nældens takvinge, dagpåfugleøje og den lille nældesommerfugl. Sidstnævnte har de senere år været i fremgang, og fra at være en sjældenhed er den nu almindelig i vores skove (se foto).

En pudsig detalje ved nældesommerfuglen som endnu ikke er fuldt videnskabeligt opklaret, er at den selv samme sommerfugl bliver lys rødbrun når den klækkes om foråret, og næsten sort når den klækkes om efteråret. De smukt mønstrede vingeundersider er dog ens på begge generationer.

Arbejdsfordelingen imellem larve og sommerfugl er helt igennem formålstjenlig. Larven sørger for væksten. Sommerfuglen sørger for formering og spredning. Vingerne er praktiske når der skal findes en mage, undgås indavl, og når larvens forderplante skal findes.

Det er dog ikke alle sommerfugle der kan flyve. Hunnen af den dansk hjemmehørende lille penselspinder kan kravle – men ikke flyve – hvilket sætter nogle begrænsninger for den geografiske udbredelse.

Det er almindeligt iblandt en gruppe af spinderne (aften og natsværmere) at det er hannerne som bevæger sig mest, og hunnerne som sidder stille og venter på en mage. Normalt ser man ikke meget til spinderne, som er aften- og natsværmere. En undtagelse er en af natpåfugleøjerne Aglia Tau (på dansk Sømplet). Hannen er på vingerne ved højlys dag og ses tidligt om foråret i bøgeskoven i stor fart på jagt efter hunner.

Larver med sommerfugle i maven

Sommerfuglen er forvandlingens ubestridte mester. Der er ganske vist andre insekter som kan prale af en fuldstændig forvandling, men mange insekter mangler puppestadiet, og deres forvandling kaldes ufuldstændig.

Hvis man betragter en sommerfugl og en sommerfuglelarve – og ikke ved bedre – er det umuligt at forestille sig at de to overhovedet er i familie! Sommerfuglen gennemlever fire stadier: Æg, larve, puppe og imago. Sidstnævnte er det voksne flyvende individ.

Når den lillebitte larve er kommet ud af ægget, går den straks i gang med at æde og fordobler sin vægt mange gange under flere hamskifter. Den kan vokse til mere end 30.000 gange af sin oprindelige størrelse fra den forlader ægget – dog ikke ved celledeling idet den “fødes” med det antal celler den må klare sig med i hele larvestadiet.

Da planteføde er tungt fordøjeligt, er det meste af larven fyldt med tarme. Sommerfuglen derimod er en slikmund, og dens fordøjelsessystem er kun beregnet til at kunne klare det lettest fordøjelige. Anderledes forholder det sig for eksempel med en guldsmed som er rovdyr både som larve og voksent individ, og som altså ikke underkastes denne fuldstændige forvandling i type.

Sommerfuglelarven har kraftige kæber, men sommerfuglen har en sugesnabel.

Larven kan gå, og sommerfuglen kan flyve. Larven kan spinde silketråde til at fæstne puppen eller indhylle den i en kokon. Sommerfuglen har kønsorganer og kan give liv til den næste generation. Larven kan formentlig kun skelne imellem lys og mørke. Sommerfuglen er udstyret med avancerede facetøjne. Begge har lugtesans, men sommerfuglens er placeret i antenner, palper og ben. Både larve og sommerfugl har dog 6 ben, men larvens forsvinder ved sidste hamskifte sammen med gangvorterne på bagkroppen.

I Disneys tegnefilmatisering af Alice in Wonderland kan man genkende kålormens (piberygende) hoved på sommerfuglen. I virkelighedens verden er der reelt ingen lighed.

Puppen kommer frem under larvehuden ved sidste (ofte det femte) hamskifte, og inden noget af den voksne sommerfugl er dannet. Det interessante er at puppen på forhånd er designet efter sommerfuglen. På puppens overflade ses konturerne af den ydre geometri af vinger, sugesnabel og bagkrop.

På den måde opstår der ikke tomrum imellem sommerfugl og puppe når sommerfuglen gradvist dannes i puppen.

I forbindelse med forpupningen nærmest fordøjer larven hele sit indre. Opløst af enzymer minder indmaden mest om majonæse – som ses hvis man prikker hul på den friske puppe (lad være!). I løbet af ca. én uge er majonæsen blevet til en tæt pakket – men næsten færdig sommerfugl. Hvor hurtigt sommerfuglen forlader puppen, varierer meget. I tempererede egne overvintrer puppen typisk. Utålmodige samlere kan dog provokere dyret frem med en sjat lunkent vand.

Opblæste piloter

Som sidste akt i forvandlingsnummeret sprænger sommerfuglen puppen og kommer til syne med sine små sammenkrøllede vinger. I løbet af ca. en halv time pumpes disse op til store bæredygtige for- og bagvinger, hvorefter sommerfuglen kan lette uden forudgående flyvelektioner. Processen minder om en selvoppustelig gummibåds – når man har trukket i snoren. I virkeligheden har sommerfuglevingen større lighed med et villatelt som består af stænger og dug. Stængerne i sommerfuglens vinger kaldes ribber, som i puppen ligger sammenfoldet sammen med dugen. Udpakningen foregår noget mere graciøst end når familien rejser villateltet. De fantastiske farver og mønstre fremkommer ved skællenes præcise placering på den sammenkrøllede dug. Øjepletter på vingerne, som ofte består af koncentriske og forskelligt farvede cirkler, er geometrisk nøje planlagt på den sammenkrøllede vinge.

Forestil dig at skulle kravle ind i dugen på et sammenfoldet villatelt og male en cirkel på folderne. Ville den vise sig at være rund når teltet slås op? Næppe!

Hele kiss the frog-forvandlingen kaldes metamorfose. Det er selve metamorfosen som især er vanskelig at forstå som en gradvis darwinistisk trin for trin-udvikling. Og hvor skulle man ende eller begynde? Er det larven som formodes at udvikle vinger for at øge sin mobilitet, eller sommerfuglen som har lyst til kostforandring når der er knaphed på nektar, og derfor går i gang med at udvikle ko-mave? Ingen af delene forklarer noget vedr. transformationen, at dyret fordøjer sig selv og genopstår i fornyet glans. Hvordan får den såkaldt naturlige udvælgelse noget til at opløse sig selv som værende en overlevelsesfordel? Hvordan kan planlægningen af næste udviklingsfase hele tiden være milevidt foran overlevelsesfordelen?

Jamen, jamen.

De formodede gavnlige mutationer indtræffer jo altid forud for selve overlevelsesfordelen (jf. den neodarwinistiske filosofi)! Ganske rigtigt, men her taler vi (formentlig) om millioner af samvirkende delprocesser som tilsammen er gavnlige, men som hver for sig er belastende eller overflødig bagage.

Engangsfabrikk

Netværksplanlægning (PERT) blev til i begyndelsen af USA’s rumfartshistorie og er siden anvendt i mange andre sammenhænge. Dele af rumfartøjerne skulle produceres forskellige steder og i største hemmelighed. Ingen producent måtte vide hvad den anden lavede, og ingen kendte til det færdige resultat. Delkomponenterne skulle være færdige og leveres på bestemte tider for at samleprocessen kunne løbe optimalt.

Sommerfuglen har på analog vis ca. én uge til at oprette og nedlægge produktionsapparatet hvorefter det selvudpakkende fly skal stå færdigt til levering. De enkelte molekylære robotter som bidrager til projektet, har ingen indsigt i samleprocessen, om end alle komponenterne har en livsvigtig betydning. Selv små fejl kan vise sig at være fatale. Jeg mindes skuffelsen i forbindelse med mit første forsøg med udklækning af kål-sommerfugle. En snyltehveps var kommet mig i forkøbet, og indmaden i næsten alle pupperne var fortæret af de snyltende larver. Et enkelt dyr havde undgået snyltehvepsens læggebrod, men den var til gengæld uheldig med oppumpning af sine vinger som tørrede inden de var helt udfoldede.

Hele besværet resulterede altså kun i ét forkrøblet eksemplar. Oppumpningen af vingerne er en indlysende kritisk fase, men det samme gælder naturligvis samtlige af de utallige molekylære delprocesser i puppestadiet.

Små sko til store fødder

At metamorfosen skulle være resultatet af en gradvis udvikling, er et i øjenfaldende paradoks.

Det er naturligvis fuldstændigt korrekt at et problem sagtens kan have en naturvidenskabelig forklaring selvom man endnu langtfra har optrevlet problemet. En videnskabelig forklaring – ja – men ikke nødvendigvis en darwinistisk forklaring! Vi har ikke noget bevis for at spontan evolution kan frembringe blot én eneste af de utallige nanobotter som er aktive i sommerfuglens forvandling.

Lad metamorfosens mysterium få lov at fortælle sin egen (videnskabelige) historie i stedet for kun at lede efter det skohorn som skal mase fænomenet ned i den darwinistiske filosofis snævre sko.

Holder evolutionen pause i krisetider?

Skælvingerne har efter de gængse dateringer mindst 150 millioner år på bagen. Som det er tilfældet med generelt alle andre dyr, er deres fossile tilsynekomst uden en påviselig evolutionær forhistorie.

Nogle sommerfugle, som fx den dansk hjemmehørende bjørnespinder, varierer meget i udseende. Andre sommerfugle er uforandrede igennem alle de generationer de har kunnet observeres.

Fossile Monark-sommerfugle viser at denne art har været uforandret igennem (måske) millioner af år.

Det antages at en meteor satte punktum for krybdyrenes glansperiode. Derefter kom pattedyrene talrigt på banen. Herunder mennesket som tildeles skylden for den nuværende tilbagegang i insekternes biodiversitet. Men hvis progressiv (fremadskridende) evolution er naturlig, stopper processen vel ikke i krisetider hvor der netop er et massivt selektionspres til fordel for nyskabelser? (Jf. artiklen om Blue Moon-sommerfuglen.)

I stedet for at levere nyskabelser har insekterne i historisk tid været i stærk tilbagegang i artsrigdom, og det kan ende i en økologisk katastrofe. Ifølge et estimat opgjort i National Geographic News er op mod 44.000 insektarter uddøde i løbet af de sidste 600 år.

I denne sammenhæng synes udviklingstroen at være en sovepude. Er der overhovedet noget evolutionært håb for at genvinde det tabte?

Troldspejlet

Hver dag bringer forskningen os et skridt længere på vejen imod en komplet forståelse af specielle naturfænomener som sommerfugle og andre insekters forvandling. Vi er stadig langt fra målet, og det er værd at hæfte sig ved at en forståelse af hvordan noget fungerer, ikke er det samme som at forstå hvordan det er blevet til. Forskningens lys over de meget komplicerede og sammensatte biokemiske processer har netop fået mange til at trække sig bort fra den darwinistiske forklaringsmodel. Ikke fordi tingene er for komplicerede, men derimod fordi de er så uløseligt sammensatte og indbyrdes afhængige at ideen om den gradvise udvikling mister sin troværdighed.

Det er ikke givet at metamorfose er mere mirakuløs end så mange andre biokemiske processer. Men denne forvandlingsproces er ikke desto mindre i stand til at fascinere alle som beskæftiger sig indgående med emnet, og beskrives ofte med mange blomstrende tillægsord i diverse bøger om sommerfugle – uagtet forfatternes observans i forhold til udviklingslæren.

Der er tre ord som ustandseligt dukker op, og som er vanskelige at undertrykke når man betragter sommerfuglenes liv og forvandling – uagtet at de ikke findes i Darwins ordbog. Det er ordene formål, planlægning og design. Jeg vil derfor tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved ideen om at metamorfosen skulle være et produkt af naturkræfternes frie virke.

Er det blot en splint af Darwins 150 år gamle troldspejl som fordrejer historien til at handle om tilfældighed, selektion og gradvis udvikling i stedet for den langt mere indlysende forklaring?

Nemlig den klassiske forklaring der hedder skabelse. ■

Denne artikkelen ble først utgitt i Origo nr 120 (2011).

Du husker fra den gangen du var noen år yngre enn nå. Du gikk på barneskolen, og det kom noen bort til deg og sa: «Du er den beste i klassen til å spille fotball – når de andre er på ferie, altså!»

Jeg stilte meg følgende spørsmål da jeg en dag gikk nedover Bygdøy Allé i Oslo: – Står de kastanjetrærne helt tilfeldig i passende avstand to og to på hver side av Bydøy Allé, eller er det en plan bak at de står slik langs en flere hundre meter lang gatestrekning? Med andre ord har en byplanlegger først tenkt og anlagt veien og siden plantet kastanjetrærne på hver side av veien? Eller – vokste kastanjetrærne tilfeldig opp der de står, og så anla man veien innimellom trærne slik at de dannet en fin allé.

Vi vet selvsagt at noen planla og anla Bygdøy Allé. Men tenk nå at du ikke visste helt sikkert opprinnelsen til Bygdøy Allé. Da må du nok innrømme at den siste forklaringen, nemlig at trærne vokste tilfeldig opp på en slik symmetrisk måte, er en mulighet. Den er riktignok lite sannsynlig. Den stemmer dessuten også veldig dårlig med vår erfaring. Men det er den beste forklaringen dersom man ikke får ta med de forklaringene som inkluderer intelligens – her mennesker.

Det finnes et amerikansk romforskningsprogram som søker etter utenomjordisk liv, SETI, dvs. Search for Ekstra-terrestrial Intelligence. Dersom du har sett filmen Contact med bl.a. annet Jodie Foster, så har du en god idé om hva jeg snakker om. SETI-programmet har bl.a. sendt materiale ut i rommet som skal overbevise romvesenene om at vi er intelligente.

Man har på forhånd reflektert over kriterier for å gjenkjenne intelligens. Man har kommet fram til at intelligens kan gjenkjennes i et spesielt og objektivt mønster blant mange andre tilfeldige muligheter, og ved at mønsteret dessuten er tilstrekkelig komplisert. I Bygdøy Allé er selve allén et slikt mønster av trær som ikke dannes av seg selv i naturen. Måten kastanjetrærne står på i forhold til hverandre er et utrykk for at noen har planlagt dette. Det er ikke tilfeldig fordi de står i et bestemt mønster som vi alle kan gjenkjenne. De står i en fast avstand i forhold til hverandre og på hver sin side av veien. Dette er det så liten sannsynlighet for skulle skje ved en tilfeldighet at vi skjønner at det står intelligens bak.

Måten kastanjetrærne står på i forhold til hverandre er et utrykk for at noen har planlagt dette.

La oss vende oss mot verdensrommet. Du er det første menneske på planeten Mars. Du skal undersøke noen strukturer på planeten Mars’ overflate. Strukturer er jo enkle mønstre. Noen av disse skyldes naturkrefters samspill, og andre skyldes intelligente vesener som du og jeg. Nå har jo verken du eller jeg eller noe annet menneske vært på Mars før. Altså må strukturene på Mars skyldes naturkreftenes samspill.

Stopp litt!

Nå tok forklaringen om en mulig marsintelligens ferie bare fordi strukturen ikke kan skyldes mennesker.

Det er ikke rimelig.

La oss heller undersøke strukturene. Dersom disse strukturene viser seg å ha et tilstrekkelig komplisert mønster, og det er helt usannsynlig at naturkreftene kan lage dem, og vi dessuten vet at vi mennesker ikke kan stå bak dem, så må vi kanskje vurdere marsintelligens.

Marslanding

Landingen på Mars gikk knirkefritt. Kjøretøyet ditt fungerer som det skal, og du styrer spent i retning marsstrukturene. Etter å ha kjørt et par timer nærmer du deg området hvor strukturen i marsoverflaten skal være. Du ser et område begynne å tegne seg. Det må være på størrelse med en europeisk storby. Du ser ansamlinger av noe som ser ut som kjemperullesteiner. “Steinene” er ovale i form; men noen er også formet som firkantete prismer med avrundede kanter. Men de er store. Hvordan skal man kunne forklare dette bare ved tilfeldigheter?

Du virker nærmest overbevist om å finne bevis for liv på Mars der du kjører i NASA’s komfortable jeep. Nåja, ikke så komfortabel kanskje, men du kommer da nærmere. Du kjenner at det bruser i blodet, du er i ferd med å skrive historie.

Et lite skritt for deg, men et stort skritt for menneskeheten.

Småbyer

“Steinene” er gjennomsiktige, viser det seg. De ser ut som enorme hus, bare at veggene er laget av et fleksibelt materiale, en slags supersterk geleaktig konsistens. Fremdeles er du langt unna. Du ser nå at det er bevegelse inni “husene”. Du kommer enda nærmere. Husene ser nå nærmest ut som “småbyer”. Du ser veisystemer som frakter en mengde materiale. Fremdeles ingen tegn til intelligente vesener i og for seg. Men noen må jo ha laget alle disse byene eller hva det er. Byer blir ikke til tilfeldig. Det jo er alle skjønt enige om.

Etter et par dagers observasjon har du vært vitne til noen helt utrolige begivenheter, men fremdeles ingen tegn til intelligente vesener. Hver by har sine egne fabrikker. De lager ulike maskiner eller maskindeler. Maskinene brukes til mange forskjellige ting, de rydder opp i eksisterende fabrikker eller de lager nye fabrikker.

Du ser også et så avansert transportsystem at selv innkjørselen til New York minner om en enkel landevei. Her fraktes de ulike delene fra det ene stedet til det andre med en hastighet og nøyaktighet som får deg til å måpe. Og veiene går i rommets dimensjoner, det er et tredimensjonalt veinett, rett og slett.

Da du forsøkte å følge produksjonsprosessen i byen, så du at det meste startet fra hovedbygningen. Denne svever midt i byen og har en mengde porter i alle retninger. Ut av denne bygningen kommer det flere togkjeder med ulike smådeler. Et av togene kjører gjennom en ny stor bygning. Vel ute på andre siden kommer toget i forstørret utgave, noe mystisk har skjedd. Det nye toget fraktes så til en tredje fabrikk. I denne tredje fabrikken settes antakelig togdelene sammen, for ut kommer det en eneste stor del, en sylinder. Straks sylinderen har kommet ut, blir den tatt med av en taxi-liknende maskin. Den kjøres til utkanten av «byen”. Der settes sylinderen sammen med en mengde andre deler. Den ferdige maskinen ser ut til å bli en slags propell. Det er en propell der sylinderen inngår som en del av propellen i den ferdige maskinen. Alle de andre delene i sylinderen er antakelig dannet på en tilsvarende måte. Og propellen virker med det samme den er laget! Det ser ut som om det er en slags forbrenningsmotor. Utrolig!

… du har funnet bevis for intelligent liv …

Dødt materiale

Men alt i “byene” synes å være dødt materiale. Merkelig. Du får assosiasjoner til en automatisk framtidsby der roboter betjener alle ting og alt som er, er døde hus, døde biler, døde fabrikker. Men som likevel tikker og går. Skremmende! Selv om marsvesenene glimrer med sitt fravær, er du likevel ikke i tvil om at du har funnet bevis for intelligent liv på Mars.

Det beste beviset er nok fotoserien du tok av en “småby” som omorganiserte seg og delte seg i to. Alt skjedde i løpet av noen få minutter. Hele byen med alle sine fabrikker og transportsystemer ble kopiert, helt presist. Begge byene kunne etter denne omorganiseringen gjøre nøyaktig det samme som den første kunne tidligere.

Det var som å se på et mirakel.

Intelligensen til disse vesenene ligger langt foran menneskenes, virker det som.

Disse “byene” på Mars kunne blitt til tilfeldig … jo da, det er sant. Men bare dersom alle forklaringer om intelligens var på ferie.

… men bare dersom alle forklaringer om intelligens var på ferie.

Din observasjon på Mars var fantasi. Men metoden for å bedømme om noe er et produkt av intelligens eller kun en tilfeldighet, er virkelig nok. Det er en egen vitenskapelig disiplin som beskjeftiger seg med disse problemene, den kalles intelligent design (ID). Naturvitenskapens observasjon av de minste cellene likner din observasjon på Mars.

Cellerne

Cellene er slike automatbyer. Cellene inneholder slike fabrikker og veinett, i miniatyr. Du vet vel at du får plass til millioner av slike celler eller miniatyrbyer i et lite fingerbøl. Disse nøyaktige observasjonene av cellene har i de siste årene blitt muliggjort takket være presise elektronmikroskop. Sannheten er imidlertid at cellene er så mye, mye mer kompliserte enn det som ble beskrevet som observasjon av marsbyer. Den akademiske verden må erkjenne at vi ennå ikke har klart å lage noen fabrikk som er i nærheten av det produksjonsnivået som de enkelte cellene har, relativt sett. Heller ikke er vi i nærheten mht. miljøbevissthet. Cellene resirkulerer det materiale som ikke brukes eller som går i stykker.

… vi kjenner ikke til noen naturkrefter som kan lage en slik celle …

Men noen likheter er det jo med vår marsobservasjon. Cellene er bygd opp av dødt materiale, og det er døde molekyler som lages og brytes ned.

Vi vet også at den første tenkelige cella på vår jord måtte ha vært i stand til alt det som ble beskrevet i Marsbyen og litt til. Men vi kjenner ikke til noen naturkrefter som kan lage en slik celle med alle dets bylike, fabrikkaktige automatiske liv.

Nå vet både du og jeg at ingen mennesker var til stede og laget den første cella på vår jord. Altså må naturkreftene ha laget den.

Stopp litt!

Vi vet jo at ingen naturkrefter kan bygge slike byer.

Nettopp. Her har intelligensen tatt ferie.

Fremdeles så er den dominerende vitenskapelige forklaringen på livets opprinnelse at det har blitt til av seg selv – men det er altså når alle de andre intelligente forklaringene har tatt ferie. ■

Denne artikkelen ble først utgitt i Origo nr 119 (2010).