Monarksommerfugl: fra egg til larve, til puppe, og så til en vakker sommerfugl. Foto: NCTC Creative Imagery/USFWS (Public Domain Mark 1.0)

Bernard d’Abrera er en af de mest kendte lepidopterister [sommerfuglekendere] i verden. Han har over en periode på ca. 45 år skrevet 32 bind om sommerfugles og større natsværmeres taksonomi. Hans sommerfuglebøger omfatter over 5 millioner ord (fortrinsvis taksonomiske tekster), illustreret med over 66.000 sommerfuglebilleder på omkring 8.500 sider.

Fra bogen World Butterflies, afsnittet Life History

Sommerfuglens livsforløb

Der findes fire forskellige stadier i en sommerfugls livsudvikling:

• OVUM
  • (pluralis/flertal OVA) æg
• LARVA
  • (pl. LARVÆ) larve
• PUPA
  • (pl. PUPÆ) puppe
• IMAGO
  • (pl. IMAGINES) det vingede insekt

En metamorfose-cyklus (hvor insektet radikalt skifter form fra det øjeblik ægget klækkes som lillebitte larve, op til det tidspunkt hvor den voksne sommerfugl kravler ud af sin puppe. Så er der kun tilbage at parre sig og lægge sine æg; dermed er cyklussen klar til at starte forfra.

Før vi gennemgår denne mirakuløse cyklus, er det af afgørende betydning at læseren skærper sin videnskabelige opmærksomhed til det yderste: Hvert eneste af de fire skarpt adskilte stadier begynder og slutter fuldstændig som det er foreskrevet, ned til mindste detalje, i det program [den software] der er indskrevet i DNA’et hos hver art for sig.

Dette program er fikst & færdigt, forstået sådan at hverken en indre eller en udefrakommende kilde kan tilføre ny information, og endvidere vil enhver form for indlæring hos individet heller ikke kunne påvirke dette program.

Det forholder sig sådan at hvert enkelt stadium har sin særlige programmering, helt forskellig fra de andre stadier. Og disse særegne programdele bliver “afspillet” på nøjagtig dét tidspunkt hvor det tjener det allerede fastlagte mål bedst.

Larven er fx programmeret til at udvikle sig over fem til seks vækststadier, hvoraf det sidste fører over i puppestadiet. Puppen er på sin side programmeret til at forvandle sig til det voksne insekt (med vinger), det imago der lige i det rette øjeblik undslipper puppehylsteret. Til sidst bevæger det bevingede vokseninsekt sig mod sit endelige mål: flyvning, fødeoptagelse, parring og ægproduktion.

I denne organismes programmering er alt fastlagt som det har været fra den første begyndelse. Med andre ord, en urgammel engangsforestilling hvor 1 stk. voksen han og 1 stk. voksen hun som de første originale skabninger er kommet til verden ex nihilo, fuldt færdigprogrammerede til at parre sig og formere sig og derved danne deres egen grundtype ned gennem tiden. Intet i naturvidenskaben kan i dag fastslå at en sådan ur-begivenhed ikke har fundet sted; det har den aldrig kunnet og vil aldrig kunne. Det er tværtimod sådan at det vidnesbyrd der ligger åbent for vores sanser, tilsiger os at ingen anden begivenhed (eller på hinanden følgende begivenheder) på tilfredsstillende måde vil kunne forklare denne fastlagte og urokkelige rækkefølge i dette insekts metamorfose.

De vanskeligheder der tårner sig op for den der holder fast ved en tilfældig og ikke-intelligent evolution (med eller uden afbrudte ligevægte), er uoverstigelige. Sommerfuglen er ikke kun det romantiske vingede væsen vi ser flyve rundt. Den er en ubrydelig komposition af 4 morfologisk adskilte skabninger, som alle følger et uforanderligt forudindstillet livsforløb. ■

Denne artikkelen ble først utgitt i Origo nr 120 (2011).

Blue Moon sommerfugl, Foto: Comacontrol i Wikimedia Commons

Nærværende artikel findes omtalt flere steder på internettet. Bl.a. på Richard Dawkins hjemmeside. Den handler om at frelsende gen som ingen kender opringelsen til. og som redder en udryddelsestruet sommerfugl. I efterfølgende internetdiskussioner gives der udtryk for at dette fænomen skulle være «et sidste søm i creationisternes likkiste».

Er det sådan det forholder seg?

På blott et øjeblik

Fundet på www.theregister.com/2007/07/13/butterfly_evolving/

Posted in Biology, 13th July 2007 11:49 GMT

Forskere på Samoa har været vidne til evolution i praksis. Det er sket ved at hannerne i sommerfuglearten Blue Moon [Hypolimnas bolina] har stabiliseret sig efter at have balanceret på en knivsæg fra den totale udryddelse. Forskerne fra Berkeley University forklarer artens genfødsel med et evolutionært våbenkapløb i hvilket sommerfuglens seneste våben er et gen der bekæmper en parasit.

For seks år siden [regnet fra 2007!] udgjorde hannen hos Blue Moon kun én procent af arten. Årsagen til det var en bakterie, Wolbachia, der optræder som parasit. Bakterien videreføres til afkommet gennem moderen og dræber så udelukkende han-sommerfuglene før de når at klækkes som larver.

Trods fortsat infektion af bakterien er artens hanner nu nået op på hele 40 procent af populationen igen.

Nøglen til denne genopståen af hanner ligger i et gen der holder bakterien i ave. Genet er så succesfuldt at det har spredt sig ud i hele populationen på blot 10 generationer – blot i løbet af et år, ifølge en artikel bragt i Science fra den 13. juli [2007].

“Der er, så vidt jeg véd, den hurtigste evolutionære forandring vi nogensinde har iagttaget,” har Sylvain Charlat udtalt. Han har været forskningsleder på studiet og “post-doctoral” på University of California, Berkeley, og University College London.

“Dette studium viser at når en population kommer ud for et meget intenst selektivt pres, som fx en ekstremt skæv kønsfordeling, så vil evolutionen kunne arbejde meget hurtigt.”

Teamet er ikke klar over oprindelsen til “frelser-genet”. Det kan være opstået ved en tilfældig mutation, eller det kan være indført i populationen ved en immigrerende sommerfugl.

“Uanset hvilken af de to forklaringer der er på dette suppressor-gen, træder den naturlige selektion ind som næste skridt. Suppressorgenet vil gøre at hunnerne kan producere hanner. Disse hanner vil så i sin tur parre sig med rigtig mange hunner, og suppressorgenet vil derefter spredes til flere og flere individer i generationernes løb,” har Charlat udtalt.

Forskerne fortæller at opdagelsen illustrerer hvor hurtigt en art kan respondere/svare på et evolutionspres, og – mere generelt – hvordan vigtige parasitter vil kunne have en evolutionær kraft. ■

Kritisk kommentar (af AKi)

Man introduceres hermed til et fænomen som efter forfatterens intentioner skal opfattes som et eksempel på galopperende evolution.

Der er talløse eksempler på såkaldt mikroevolution hvor ordet variation er bedre dækkende.

Blue Moon-sommerfuglen overlever og styrker sin position vha. et repressivt gen. Et sådant gen er næppe nogen opsigtsvækkende nyskabelse, og det står i dette tilfælde heller ikke klart om det stammer fra en anden sommerfugl. Formentlig forsvinder dette gen igen når sommerfuglen ikke længere er truet af Wolbachia-bakterien.

Det interessante er at dette betegnes som “den evolutionært hurtigste ændring som nogensinde er observeret i sommerfugle”. Når man har sundet sig over benovelsen over denne “imponerende” opdagelse, kan det være at man alligevel spørger sig selv hvad dette overhovedet har med evolution at gøre. Sommerfuglen konsoliderer blot sin position. Ikke bare som orden og familie, men også som art. Så det må siges at være noget af en tilsnigelse at kalde denne konsoliderende tilpasning for evolution.

En bil bliver ikke til en helikopter lige meget hvor mange gange man skifter dæktype for at forbedre vejgrebet i forskelligt vejrlig. Man forbedrer blot anvendelsen af den ene og samme bil, som derved klarer sig bedre i ændrede vejrforhold.

Så hvis man vil tale om evolution, er man nødt til at flytte målstolperne temmelig langt ud, så al variation bliver til “evolution”. Evolution defineres ofte blot som ændring i genomet med lidt tryllestøv fra den naturlige selektion. Det er bare ikke den slags evolution der kan drive værket i den store skala. Kun progressiv fremadskridende vækst i kompleksitet burde ret beset betegnes evolution. Vel at mærke en vækst som skal kunne måles og vejes*) – hvilket er særdeles vanskeligt.

I mangel på et sådant (videnskabeligt) målesystem er alle minuspoints bortskaffet i det darwinistiske pointsystem. Et skridt baglæns tæller ligeså godt som et skridt forlæns. Blot der er tale om en ændring – stor eller lille.

Så de benovede må svare på dette spørgsmål hvis vi skal godtage denne “den evolutionært hurtigste ændring”: Er det på nogen måde påvist at der er sket en (målbar) informationstilvækst i sommerfuglens genom? – Ellers er Blue Moon-sommerfuglen tilsyneladende blot blevet ved med at være en Blue Moon-sommerfugl, endda styrket til at overleve netop som denne art. ■

*) “Mål alt hvad måles kan, og gør det måleligt som endnu ikke kan måles.” Galileo Galilei (1564-1642). Ud fra dette princip tillægger vi nu alt der tilhører den fysiske verden den egenskab at det skal kunne måles og vejes. Hvis noget tilhører den fysiske verden, skal det derfor bestå af to ting – en størrelse og en enhed.En afstand kan fx være 10 [m] – ti meter.

En masse kan være 100 [g] – hundrede gram.

En kraft kan være 50 [N] – halvtreds newton.

Hvis en ting ikke opfylder disse to simple kriterier, eksisterer den ikke!

Og – hvis evolutionen ikke kan måles i kompleksitet (eller gøres målelig), er den kun et tankespind.

Denne artikkelen ble først utgitt i Origo nr 120 (2011).

Bokfink på furu. Bildet er tatt av Trond Gjæver Myhre.

Det rene pip
Når jeg vågner om morgenen og åbner mit vindue, er det til den blandede fornøjelse af både motorstøj og fuglesang.

Blandt fuglestemmerne er jeg i stand til at udskille bogfinkens karakteristiske »det, det, det kan jeg si’ li’ så tit det ska’ vær’«. Jeg kan også høre forskel på en motorcykel og en personbil. Men ak! I virkeligheden hører jeg kun én samtidig lyd. De nuancer jeg synes at opfange, må tilskrives min hjernes rekonstruktion og fortolkning.

Hvad er lyd

Lyd er trykvariationer. Det menneskelige øre er indrettet til bedst at opfatte trykvariationer i atmosfærisk luft. Så lyd har altså en naturlig, fysisk forklaring. Og forklaringen har noget med disse trykvariationer at gøre – i et tidsperspektiv. Spørger man: – Hvor høj er lyden? må man bevæge sig ind i to slags svar. “Høj” kan nemlig betyde både lydstyrke og tonehøjde. Taler vi fysik og vil beskrive lydstyrke, taler vi om amplitude. Taler vi om tonehøjde er det begrebet frekvens vi skal have fat i. Lyd måles/afbildes altså i frekvens og amplitude.

sagen kort

Øjet har fået en fortjent stor plads i evolutionsdebatten. Men øret er mindst ligeså interessant i den sammenhæng. Ørets mekanik ser ud som om det er designet af Storm P. – OG alligevel virker det. Det måske mest fascinerende ved høresansen er vi med den har evnen til at skelne imellem forskellige frekvenser. Denne evne har været genstand for videnskabelig forskning i mere end 100 år uden at mysterierne er endeligt afklaret. Men jo klogere vi bliver, desto mindre fornuftig lyder forklaringen med tilfældighedernes spil på evolutionsrouletten.

Vores evne til at skelne imellem forskellige instrumenter som spiller den samme grundtone, er endnu mere fascinerende. Ikke mindst når man tænker på at det hele vælter ind ad øregangen samtidigt. Alle lyde smelter momentant sammen til kun ét samlet tryk på trommehinden, og disse lyde kan kun skelnes fra hinanden ved en gigantisk datakraft som må tilskrives en programmering i hjernen.

Og hvor er det lige den programmering kommer fra? Uanset hvad, er den nødvendig for at få fuldt udbytte af musik. Men er musikken givet os af den blinde evolution?

Og øret med al sin fascinerende kompleksitet? Denne artikel leverer en del tekniske data vedr. øret og hørelsen. Læseren kan plukke i teksten efter forgodtbefindende, men anbefales at gøre det med ét spørgsmål i baghovedet: – Er dette et værk af en genial designer, eller er det produktet af millioner af års blind evolutionær famlen? Det behøver man ikke være professor i kernefysik for at kunne give et bud på. Det kan enhver – med de rette informationer – være med til at bedømme.

Frekvens måles i hertz [Hz]. Man kan også kalde det svingninger pr. sekund, og vi taler om bølgelængden.

Amplituden er størrelsen på udsvinget (bølgehøjden) og fortæller noget om lydtrykkets størrelse.

Lyd kan måles på flere forskellige måder. De fleste kender nok måleenheden decibel [dB] for lydtrykniveau, men man måler også intensitet, lydtryk, lydeffektniveau, lydhastighed, lydenergitæthed, osv. Der er desuden måleenheder for (subjektiv) hørestyrke [Phon] og lydindtryk [Son]. Det hele er lidt kompliceret fordi øret ikke opfatter lyden lineært i forhold til det afgivne lydtryk. Det menneskelige øre er designet til at opfange trykbølger. Disse trykbølger udbredes i luft og vi opfatter dem som lyd i frekvensområdet mellem 50 Hz og 20.000 Hz.

Altså lyd i området fra 50 svingninger pr. sekund til 20 000 svingninger pr. sekund. Har du været udsat for en høreprøve, har du oplevet toner der ligger i dette frekvensområde. Vi kan opfatte toner helt ned til 20 Hz. Dog ikke direkte.

Disse toner skabes som en illusion i hjernen på baggrund af hørbare overtoner (mere om dette herunder).

Hørelsen er mest følsom i frekvensområdet 1000 Hz til 4000 Hz. Forstærkere har gerne en “loudnesfunktion” som løfter baslydene ved lav lydstyrke for at kompensere for ørets ringe følsomhed over for lave frekvenser ved lille lydeffekt. Lydtryk er forskellen imellem øjeblikkeligt tryk og statisk (vedvarende) tryk og hørbart for os ned til 20 mikroNewton/ m2 (1[N] ~ 100 gram), og vi kan skelne frekvensændringer ned til ½ – 1 Hz. Desuden kan forsinkelse af lyden på brøkdele af et millisekund fra det ene øre til det andet sætte os i stand til at retningsbestemme lyden.

Ørets arkitektur

Vi skelner imellem det ydre øre (en tragt), mellemøret og det indre øre. Det ydre øre og mellemøret er adskilt af en membran – trommehinden med en diameter på ca. 9 mm og en tykkelse på ca. 0,1 mm. Fordi det statiske lufttryk varierer (pga. højde, klima m.v.) er det nødvendigt med en indretning som automatisk kalibreres. Det eustachiske rør som forbinder næsehulen med mellemørets hulrum, sørger for at det statiske tyk (stort set) er ens på begges sider af mellemøret, uanset om vi befinder os ved jordoverfladen eller på toppen af Mt. Everest. Er man godt forkølet, og det eustachiske rør derfor er tilstoppet, kan man få stærke øresmerter på en flyvetur.

En højdemåler i en flyver har ikke denne luksusindretning.

Hvis højdemåleren er indstillet i forhold til lufttrykket ved afgangen, er det ikke givet at den angiver den korrekte højde ved destinationen. Mindre fly er forulykket i usigtbart vejr fordi højdemåleren har løjet om højden.

Hvordan høre?

For at trykvariationerne skal kunne videreføres i et bredspektret lydbillede til det indre øre, skal de reguleres til udsving som hverken er for kraftige eller for svage til ørets indre receptorer. I mellemøret findes en mekanisk forbindelse til det indre øre som blandt andet er med til at sørge for denne regulering. Den består af legemets tre mindste knogler:

Hammeren, ambolten og stigbøjlen. Stigbøjlen er kun 3 mm lang og vejer 3 mg. De tre knogler udgør tilsammen et vægtstangssystem som reguleres af små muskler. På den måde kan lydtrykket afpasses til det indre øre. Vægtstangsvirkningen og arealforskellen imellem trommehinden og det ovale vindue bevirker at trykket på det indre øre kan forstærkes 15 gange. Forplantningen af lyden til det indre øre kan også begrænses ved udvekslingen i de små knogler. Alene forventningen om en høj lyd kan ændre gearingen i systemet, således at det indre øre bliver mindre udsat. Hammerens fiksering på trommehinden er desuden med til at dæmpe trommehindens svingninger, for den har en tendens til al løbe løbsk ved frekvenser over 3000 hz.

Vandre knogler

Krybdyr har en fast mekanisk forbindelse imellem det indre og det ydre øre og mangler således to knogler i øret – set i forhold til pattedyr. Til gengæld har pattedyr kun én knogle i underkæben hvor krybdyr har flere knogler. Ifølge darwinistisk litteratur (dvs. næsten al speciallitteratur) er der i tidsrummet omkring Juratiden (og tidligere) sket det at dele af krybdyrets kæbe er vandret længere og længere tilbage. Derved er de havnet i øret hvor de delvist har fortrængt den eksisterende knogle. Samtidig er de på forunderlig vis blevet omformet til denne mekaniske og avancerede ophængte tredeling i mellemøret som ses på næste illustration. De beslutsomme knogler i underkæben har endog krydset kæbeleddet uden at krybdyret har fået dem galt i halsen.

Den nye mekanisme er en særdeles kompleks indretning med en meget speciel geometri på alle tre knogler, med muskelophæng, med nerveforbindelser og software i hjernen. Mon ikke denne indretning ville have været genstand for den naturlige udvælgelses kassation millioner af gange inden den fandt sin plads i stedet for den velfungerende faste forbindelse! Hele scenariet kan vel sammenlignes med en drivaksel som spontant er blevet til et trinløst automatgear i bilfabrikkens samlebåndsproduktion: Industrirobotterne er pludselig uden at være omprogrammeret af en intelligens (her: bilingeniøren) begyndt at forsyne den gammelkendte Ford T med automatgear. Nå ja, og så er industrirobotterne også opstået af sig selv – ud af det rene ingenting – hvilket omskrives med metaforer som “et evolutionært forløb”, “et selektionspres” eller ved “selviske geners” viljesagt.

Godt og gammelt

På darwinistiske hjemmesider kan man finde forskellige illustrationer af hvordan man forestiller sig knoglernes bevægelser igennem millioner af år i forskellige uddøde krybdyr. De fleste af – om ikke alle – disse skemaer må siges at være falsificeret af fund i dette århundrede som har vist at pattedyrene har levet samtidigt med krybdyrene i Juratiden.

I et fund fra Kina af en lille mus, Hadrocodium, (dateret til 195 millioner år, dvs. tidlig Jura) er øreknoglerne helt separeret, hvilket er et tydeligt kendetegn for et moderne pattedyrs øre. Det fuldt udviklede pattedyr-øre rykker med nye fund længere og længere tilbage i tiden. Den mest nærliggende forklaring på dette er at pattedyr aldrig har været krybdyr!

Et andet drilagtigt spørgsmål er følgende: Hvorfor er moderne krybdyr stadig udstyret med det primitive øre med den stive forbindelse? Selv efter hundreder af millioner års formodet forbedring af det frekvensbegrænsede gamle øre?

Det indre øre

Det indre øre ligger godt beskyttet bag tindingebenet der består af tæt knoglevæv. Det snegleformede hulrum “Cochlea” er snoet 2 5/8 omgange og har et volumen på ca. 100 mm³. Sneglen er væskefyldt. Den er i hele længden opdelt af en benkam og en membran (basilar-membranen) der deler sneglen i to dele. Sneglen har på den ene side af basilarmembranen er tynd membran (det runde vindue) som tjener til trykudligning, og er på den anden side dækket af stigbøjlens fodplade (det ovale vindue). “Det cortiske Organ” er placeret på langs igennem sneglen på basilarmembranen. Ca. 16.000 hårceller er anbragt i 4 rækker langs basilarmembranen.

Fra hårcellerne føres nervetråde til hørenerven (25-30.000 nervetråde). En membranforskydning i sneglen bøjer hårcellerne ved lydpåvirkning hvilket udløser elektriske impulser i de seriekoblede nerver.

Omsætningen til elektricitet i nervecellerne er drevet af natrium/kalium-pumpen. Kort fortalt kan bevægelsen fra hårcellerne ændre lokale koncentrationerne af Na⁺/K⁺-ioner kortvarigt, men så meget at der opstår en spændingsimpuls på ca. 100 mV i ét millisekund.

Lyd-separation

Det har i tidligere forskning forekommet problematisk at én nervetråd højst kan transmittere et signal på maksimalt ca. 500 Hz. Man mener at øret løser problemet med en kobling af flere nervetråde, således at de høje toner også opfattes i hjernens hørecentre. Hvis ikke, vil det være uhyre vanskeligt at redegøre for hørelsens frekvens-selektivitet.

Så tidligt som i 1920’erne startede G. Von Békésy en systematisk undersøgelse af basilarmembranens bevægelse igennem sneglen. Ved at tegne en “indhylningskurve” hen over basilarmembranens maksimale udsving viste der sig et maksimum for lave frekvenser længst fremme i sneglen og et maksimum for høje frekvenser i begyndelsen af sneglen tættest mod det ovale vindue (se illustration). Dette betyder at en skelnen imellem forskellige frekvenser allerede opstår i den mekaniske del af øret. Men, da svingningsamplituderne er forsvindende små, og indhylningskurvens maksimum er meget bredt, kan dette alene ikke forklare en skelnen imellem frekvensændringer på få hertz, og slet ikke under påvirkning af et mylder af forskellige toner og overtoner.

Lydnerver?

Indtil videre er den generelle opfattelse at nerverne sender et elektrisk signal til hjernen, men der er nye teorier fremme som handler om at nervesignaler i stedet er lydbølger – uagtet at man kan måle det elektriske potential⁽¹⁾. Hvis nervesignaler er lydbølger, skal de medicinske lærebøger omskrives og dette vil formentlig påvirke vores forståelse af ørets forbindelse til hjernen.

Når lyden når hjernen, bliver det først rigtigt kompliceret. Så længe hjernen skal forholde sig til eksempelvis lyden fra kun ét instrument, kan det lyde enkelt. Men når flere forskellige lydkilder smelter sammen i ét lydtryk, skal der et gigantisk computerarbejde til for at holde lydene adskilt. At vi overhovedet kan kende forskel på samme tone spillet af forskellige instrumenter, skyldes blandingen af overtoner som kan variere i styrke. Vi skelner med lethed forskellige personers stemmer fra hinanden uagtet deres grundtone ligger på samme frekvens.

Hvad si’r du?

En mandstemmes grundtone ligger på ca. 100 Hz. En telefon transmitterer ikke toner under 400 Hz. De fleste mobiler ikke under 800 Hz. Alligevel lyder det i telefonen ikke som om manden i den anden ende synger falset. Vores hjerner genskaber grundtonen ved hjælp af overtonerne selvom den ikke høres. Forsøg har vist at en drastisk beskæring af basgengivelsen ikke forringer taleforståeligheden meget. Fjernes alle toner under 1000 Hz, forringes forståeligheden kun med ca. 15 %. Fjernes toner over 1000 Hz, forringes forståeligheden derimod med ca. 60 %.

ORDforklaring

infinitesimal – begrebet bruges til at beskrive en genstand der er så lille at den hverken kan ses eller måles

Kun en lyd

Der kan forekomme et utal af lydkilder, men alle smelter sammen til ét lydtryk foran trommehinden. Lyden fra et helt symfoniorkester kan afspilles fra en rille i en vinylplade – men pickuppen kan kun befinde sig ét sted ad gangen. Højttalermembranen kan kun befinde sig ét sted ad gangen, og trommehinden kan kun befinde sig ét sted ad gangen. Til hver infinitesimal tidsenhed (tidskvant om du vil – lad os bare kalde det for “et øjeblik”) hører der således kun ét lufttryk, én position på hammeren, ambolten og stigbøjlen osv. Den lydblanding der opstår over nogle millisekunder, skal afkodes af hjernen så den får genskabt et nuanceret lydbillede.

Man kan sammenligne fænomenet med transmission af mange telefonsamtaler i samme telefonledning. Fra fastnettelefoner går der ikke separate ledninger fra telefon til telefon. Der er langt færre ledninger. Samtalerne transmitteres på en bærebølge af en høj frekvens som i modtagercentralen udskilles og afkodes til den oprindelige frekvens. I ét lyslederkabel kan man på den måde transmittere op til 11 millioner samtaler – samtidigt – altså på bærebølger af forskellig frekvens. Samtalerne kodes og afkodes, moduleres og demoduleres til og fra bærebølgen som har en fast frekvens. Darwinistisk propaganda transmitteres fx på en ca. 200-800 kHz bærebølge – nemlig i form af et tv-signal.

Tone over tone

De forskellige lyde som høresansen skal forstå, modtages “oven i hinanden”, og de er ikke opdelt på forud definerede og faste bærebølger. Lyden kommer heller ikke frem til vores hjerner med et skilt som fortæller at “dette er en grundtone” og “dette er en overtone”. Dog er der en matematisk sammenhæng imellem grundtone og overtoner:

En ren tone kan beskrives som en sinuskurve (der grafisk er fremstillet ved illustration 1). I praksis knytter der sig altid en række overtoner til grundtonen. Overtonerne optræder med matematisk præcision som såkaldt harmonisk forvrængning af kurveformen med periodelængden L, og kan udtrykkes som summen af en række cosinus- og sinusled. En såkaldt Fourier-række:

Grundtonen er bestemt af koefficienterne a₁ og b₁. De resterende (teoretisk uendelige) led er alle overtoner. Dvs. at hvis man kan finde og sortere overtonerne, kan grundtonen findes ad matematisk vej. Dette hjælper til at forstå at den manglende stemme i telefonen kan rekonstrueres. Det forklarer blot ikke hvordan hjernen finder de forskellige overtoner i det blandede lydbillede.

Den der har øre.

En dygtig musiker vil kunne skrive noderne til de forskellige instrumenter i et kammerorkester eller et rockorkester ved blot at lytte til musikken, selvom instrumenterne spiller samtidigt, men der er endnu ikke et computerprogram på markedet der kan gøre noget tilsvarende. Naturligvis kender musikeren på forhånd de enkelte instrumenters lyde. Ellers ville opgaven være umulig. En kok kan på analog vis smage sig frem til de forskellige ingredienser i en færdig ret. I et lydstudie blandes instrumenterne til én lyd i mikserpulten. Når musikken er blandet, er der ingen vej tilbage. Mikseren kan ikke sættes i bakgear. Et nyt forsøg (re-mix) kan kun foretages på baggrund af de oprindelige lydspor som naturligvis også er gemt.

En stor del af hjernens computerarbejde består i at adskillelse af mixede lydbilleder. Dette sker ved et utal af matematiske analyser på elektronstrømmen i hørenerverne. Det hele ville formentlig være nemmere at forstå hvis vi kunne få en udskrift af hjernens software. En software som af evolutionister påstås at være udviklet igennem millioner eller milliarder af år.

En sådan gradvis udvikling er normalt ikke en fordel for et computerprogram. Mange store administrative softwaresystemer lider af lapperier i form af talløse tillægsmoduler til en kode som ville være bedst tjent med at blive fuldstændigt omprogrammeret – hvilket desværre ofte bliver for bekosteligt. Da vi ikke har kortlagt hjernens algoritmer, bliver ideer om programmeringens udvikling rent gætværk, men umiddelbart forekommer det at være et system der er for komplekst til en udviklingshistorie baseret på små gradvise lapperier. Man må uundgåeligt stille sig selv spørgsmålet om ikke det hele er gennemtænkt fra begyndelsen som et samlet system af mekanik, kemi og databehandling.

Det virker – efterhånden som vores viden forøges fra dag til dag – som den mest fornuftige forklaring!

Sød musik

Jeg kan identificere fuglestemmen om morgenen midt i et virvar af lyde som på samme tid finder vej til mine trommehinder. Hørelsen kan ved en gigantisk datakraft finde en nål i en høstak. Vel at mærke ved at sortere alle strå efter længde og tykkelse (frekvens og amplitude) – på trods af at det hele kommer ind i én sammenhængende komprimeret høballe.

Det hele kan kun lade sig gøre hvis “nålen” på forhånd er et kendt objekt – og øret er færdigudviklet. For ideen om hørelsens spontane tilblivelse ved den blinde evolutions famlen tegner der sig et noget andet billede. For dette scenario gælder at den forventede hørelse end ikke véd hvad den leder efter, og skal uden en ordreseddel opfinde sit eget formål.

Hørelsen er mere end formålstjenlig. Ikke blot til at finde føde eller undgå at blive ædt. Den giver os adgang til en fantastisk verden af musik som må siges at være et luksusfænomen i forhold til den rene “survival”. Glæden ved musik er formentlig ikke opstået ved at vi har rendt rundt og slået hinanden oven i hovedet med køller. Den er givet os som en gave til forstå en skønhed som rækker ud over den nøgne eksistens, og som er særdeles vanskelig at forklare på basis af en rent materiel evolutionistisk filosofi. ■

Note

1 membranes.nbi.dk/press/2008_IllustreretVidenskab_B.pdf

Denne artikkelen ble først utgitt i Origo nr 121 (2011).

Homo neanderthalensis. Kranie funnet i 1908 ved La Chapelle-aux-Saints (Frankrike). Fra Wikipedia.

Endelig kan Origo nu præsentere en forklaring på neandertalerens uddøen: Nemlig “genetisk nedsmeltning”. Neandertaleren er blevet udsat for en genetisk svækkelse i forhold til sapiens-linjen, og derfor er den uddød.

Sagen kort

I denne første del af en anmeldelse af Illustreret Videnskabs tema “Historien om mennesket” (IlluVid 1/2011) ser vi på en interessant oplysning bladet kommer med, nemlig at neandertalerens genom er ved at være kortlagt. 3 knogler fra Vindija-hulen i Kroatien ligger til grund for denne kortlægning af neandertalerens DNA.Lad det være sagt straks: IlluVids darwinistiske tolkning er præget af vanetænkning + en gang sludder (i forhold til hvad forskningsresultaterne kan bære!). Man forestiller sig at to forskellige arter, neandertaler + sapiens, har fået børn med hinanden, og derfor ligger der en rest neandertaler-DNA i genomet for sapiens fra Eurasien. Samtidigt konstaterer man at forskerne ikke har noget bud på hvorfor neandertaleren er uddød. Ja, IlluVid kommer så med den fantasifulde forklaring at “et kreativt kvantespring” hos sapiens har været den afgørende forskel.Her måtte lidt nytænkning måske være på sin plads: Hvis krydsning mellem neandertaler og sapiens har fundet sted, er Origos tidligere fremsatte påstand om at “de to menneskearter” er én art, jo rigtig. (IlluVid kalder dem stadig to arter selvom artsdefinitionen m. fertilt afkom netop definerer dem som én og samme art.) Derfor er der ikke i mødet mellem sapiens og neandertaler tale om en sammensmeltning af to arter, men at en opsplitning af grundtypen “menneske” har fundet sted!Endelig kan Origo nu præsentere en forklaring på neandertalerens uddøen: Nemlig “genetisk nedsmeltning”. Neandertaleren er blevet udsat for en genetisk svækkelse i forhold til sapiens-linjen, og derfor er den uddød.

• Homo sapiens sapiens er den videnskabelige betegnelse for nutidsmennesket.
• Homo sapiens neandertalis skulle så være betegnelsen for en anden art. Se dog under art.
• Eurasien er den geografiske betegnelse for det sammenhængende kontinent Europa + Asien.
• Genom – en arts samlede DNA-materiale i alle dens varierende former
• Art – Den mest anvendte artsdefinition lyder sådan: To individer tilhører samme art hvis de kan få fertilt afkom. Eller sagt “på menneskesprog”: To individer der kan få børnebørn, tilhører samme art. Eksempel fra dyreverdenen: En hest og et æsel kan normalt ikke få fertilt afkom: Muldyret eller mulæslet er ikke fertilt (det kan ikke få føl). Altså regner man hest og æsel for to forskellige arter.
• Grundtype – I en nyttig udvidelse af artsbegrebet taler man om grundtyper. Grundtypen ligger en tak “højere” end arten, så alle individer der kan få afkom (mere eller mindre kunstigt) defineres som tilhørende samme grundtype. – Hest og æsel tilhører således samme grundtype. Det samme gør alle andefugle, alle kattedyr og alle afarter af hunde-ulve-stammen.

Et videre perspektiv

Neandertalerens genom er ved at være kortlagt. Og dermed står to ting allerede lysende klart: 1) Vi er i familie med neandertaleren, ja, sapiens (= os) tilhører samme art som neandertaleren (= vi har fået børn med hinanden)! 2) Forskellen mellem sapiens og neandertaler viser sig i skader (mutationer) på arvemassen.

Vi kan derfor slå fast at neandertaleren for adskillige år siden er gået ind i den negative spiral nutidsmennesket i dag måske også er på vej ind i. Og denne nedadgående spiral hedder en genetisk degenerering der resulterer i en mutationsnedsmeltning. Eller sagt på en anden måde: Skaderne på vores DNA samles op (akkumuleres) i et sådant omfang at det er ved at blive livsfarligt for arten Homo sapiens. De første tegn på denne udvikling ses måske allerede i den tiltagende vanskelighed folk har ved at få børn: Fertiliteten daler kraftigt fra generation til generation. Man har tidligere beregnet faldet til 1-2 % per generation, men med programmerne for kunstig befrugtning (IV-fertilitetsprogrammer) må vi antage at denne degenerering er øget kraftigt inden for den seneste generation.

Som en har formuleret det: “For første gang i menneskehedens historie har vi gjort ufrugtbarheden arvelig!” – Og set i sammenhæng med det faktum at et stort antal sunde og raske børn hvert år slås ihjel i henhold til “den frie abort”, har vi tiltrådt en dødsensfarlig spiralvej nedad mod vores egen undergang.

I sin nyudgivne bog The Image of God (Helsinki 2010) præsenterer den finske læge Pekka Reinikainen en uhyggelig nøjagtig gennemgang af menneskets anatomi. I sit sidste kapitel skriver han om den genetiske nedsmeltning der truer menneskeheden (p.354).

Genetikere har i årtier være bekymrede for den virkning mutationer har for menneskeheden. Af de 30.000 sygdomme vi lider af, véd vi i dag at mindst 7.000 skyldes mutationer. Mutationsraten i vores kønsceller er mindst 100 nukleotidombytninger per person per generation. Denne opdagelse har vidtrækkende implikationer. […]

Altså, konsekvensen af denne mutationsophobning i vores kønsceller er der ikke rigtigt nogen der regner med. Men måske handler begrebet “ældrebyrden” om pebernødder i sammenligning … Hver gang vi tror “det evige liv” lige er inden for medicinsk rækkevidde, dukker der lige et par faktorer op man lige har overset …

Løgn og statistik

Undertiden dukker der sager om videnskabelig uredelighed op i medierne. De har ofte noget at gøre med at det statistiske materiale som forskeren har benyttet sig af, ikke holder (at antallet af rotteforsøg har været for lille), og at han burde vide at det forholder sig sådan. Den slags tager Bedømmelsesudvalget for Videnskabelig Uredelighed sig af.

Måske burde der også være et bedømmelsesudvalg for populærvidenskabelig uredelighed. En sådant udvalgt kunne passende tage sig af Illustreret Videnskabs “tema” (IlluVid 1/2011) som bladet kalder Historien om mennesket.

Statistisk belæg kræver over 1.000 observationer. Hvilke “overgangs-arter” på menneskelinjen er repræsenteret ved blot tilnærmelsesvis så mange fund?

Peter K. A. Jensen (Menneskets Oprindelse og Udvikling) anfører 15 fund for arten Homo erectus (og kun hvis ergaster regnes med som samme art). Dvs. man trækker i fortællingen om menneskets evolution eventyrligt store veksler på et utroligt tyndt materiale. Ja, i mange tilfælde har hvert nyt fund ført til en påstand om at vi her står med en helt ny art.

Og nu vi taler om nye arter, vil det tænksomme spørgsmål i denne sammenhæng være: – Hvordan kan man afgøre om to fossiler er af samme eller forskellig art når man ikke kan afgøre om de har kunnet få afkom sammen? Det sidste kan jo alene fastslås om man har DNA-materiale til rådighed fra fundene. Så har man ikke et genom at henvise til, må det statistiske materiale for de anatomiske træk være enormt. Mindst 1.000 eksemplarer af hver art. Og der slår fossilerne slet ikke til. Der er fundet i tonsvis af dino-fossiler. De påstående overgangsformer til mennesket kan nok som bekendt rummes i et par arkivskabe.

Det spændende er så om vi med andre fund (som fx Homo erectus) kan være lige så heldige som vi nu har været med neandertaleren hvor vi altså står med et brugbart arvemateriale. (Jf. evt. min redegørelse om hvordan Javamanden er blevet forfremmet fra pithecantropus til homo-linjen uden nogen form for yderligere fund. http://www.skabelse.dk/artikler/854.pdf, eller les i Origo nr 85, sider 8-12)

Rationel forklaring?

Et er så at vi med de fundne fossiler står med et yderst tyndt grundlag der åbenbart står åbent for vide fortolkninger, men hvad med mekanismen? Den mekanisme som kan forvandle én art til en anden?

Forestillingen går på at en mutation opstår i en abe/ menneske-forfar. En positiv mutation der bærer i retning af det moderne menneske, Homo sapiens. (Men OBS lige her: Alt sker helt tilfældigt, uden mål og med!) Derpå skal der indfinde sig endnu en mutation – og endnu en – og en til. Ja, der skal faktisk utallige positive mutationer til før en sådan stamform vil kunne få et menneske til at træde frem på scenen.

Og hvor mange positive mutationer er det så lige man kan henvise til? 1.000? 100? Nogen overhovedet?

Her kniber det tilsyneladende igen med det statistiske materiale. Statistikken peger nemlig i entydig negativ retning.

I føromtalte bog af Pekka Reinikainen anføres hvad der skal til for at et væsen kan være “forsynet med oprejst gang”. Han skriver om:

Walking on two legs

Eller gengivet i en dansk parafrase:

Om at gå på to ben

Den bedste understøttelse af en genstand kræver 3 kontaktpunkter. [Prøv selv med en trebenet taburet. Den er meget nemmere at få til at stå på et ujævnt underlag end en 4-benet stol.] Menneskets fod er forsynet med netop 3 kontaktpunkter. Mellem dem findes endvidere 3 buer af knogler.

Altså, selv på ét ben kan vi opnå perfekt balance i kroppen. Man fortæller os at evolutionen har omdannet et firbenet abelignende dyr til et der kan stå og gå oprejst. Men man glemmer lige at der er en hel masse ting der skal være på plads i dette dyrs anatomi for at det skulle kunne lade sig gøre – og det samtidigt! Desuden har vi ingen videnskabelig forklaring på hvordan et firbenet dyr skulle have udviklet disse “ting”.

Menneskets fod er opbygget af 26 nøje designede knogler. Hertil kommer korrekt designede ledbånd, sener og muskler som alle er anbragt rigtigt i forhold til hinanden sådan at foden kan fungere ordentligt.

Så en forestilling om at en hånd gennem en tilfældig evolutionsproces kan bliver forvandlet til en fod, har ikke meget med videnskab at gøre. Bare den bue der befrier os fra platfodethed kræver den masse “samtidighed”, ikke noget med lidt efter lidt her. Kort sagt: Menneskets fod udgør et unikt design! Mangler blot en enkelt del, og det hele falder fra hinanden.

Hertil kommer knæets udformning der gør det let at stå op. OG den kurvede lårknogle der lader os stå på ét ben, og som sammen med bækkenet ( pelvis ) gør at vi kan gå.

Hvirvelsøjlens udformning er også værd at lægge mærke til, bemærker bogens forfatter: Hvirvelknoglerne er konstrueret sådan at jo længere nede på rygsøjlen de er placeret, desto mere belastning tåler de. Formen matcher funktionen. Dyr der går på alle fire, har ikke denne forskel i hvirvelsøjlens knogler.

Professor i ortopædkirurgi Richard Porter sammenligner de bruskskiver der ligger mellem rygknoglerne med moderne radialdæk til biler. Så vores stødabsorberende diskus’er er, hvis de ikke er beskadiget, stærkere end knogler. Han svarer samtidigt på evolutionisters påstand om at rygsøjlen er dårligt designet med oplysningen om at den tværtimod er perfekt designet til sin funktion. Som buen på en bro holder broen oppe, forsyner rygsøjlens bue denne med ekstra styrke. Ja, vi kan løfte vægte der mange gange tungere end hvad en gorilla kan.

Og så har vi slet ikke snakket om menneskets balancesystem: De buer der i det indre øre danner det perfekte “gyroskop”. Ved hjælp af dette organ véd vi altid hvad der er op og ned, og vi registrerer enhver bevægelse, enhver forandring i forhold til planet. Vi kan derfor stå oprejst i timevis. Ingen aber kan stå op mere end i få minutter ad gangen. Og balanceevnen er også nødvendig for at vi kan gå og løbe.

Endelig har vi en toptunet hånd & øje-koordination. Den fungerer perfekt både når vi står, går og løber. Tennis og ishockey ligger langt ud over hvad et dyr kan svinge sig op til.

Konstatering: Mennesket er forsynet med en all-round mobilitet man ikke finder mage til i skaberværket!

Sagen på hovedet

Med henvisning til Svante Pääbo, direktør for Max Planck-instituttet i Leipzig, og antropologen Jeffrey Long fra University of New Mexico beretter IlluVid om at neandertalerens genom snart er kortlagt. Men i forsøget på at sælge budskabet om evolutionen vender man sagen helt på hovedet. Man kan nemlig ikke henvise til en eneste mutation der har skabt noget nyt og bedre. Alle eksempler der anføres, medfører skader på genomet (nærmere forklaring nederst i artiklen). Prøv at kikke med på hvad IlluVid skriver:

Kortlægningen har imidlertid allerede afsløret en stor overraskelse, nemlig at der er lidt neandertaler i alle nulevende mennesker uden for Afrika. I alt har forskerne fundet ud af at to til fire procent af vores arvemateriale stammer fra neandertalerne.

Lad os lige lade dette citat løbe gennem Origos Fakta-si for at se hvad der er fakta og hvad der er (darwinistisk) ønsketænkning. (FAKTAsien tages i anvendelse hvor FANTAsien er løbet løbsk. )

FAKTAsien: “I alt har forskerne fundet ud af at to til fire procent af vores arvemateriale … [stop!]” Godt nok! – Sætningen indtil det indsatte stopmærke er blot en tør konstatering af fakta; men læg så mærke til hvad der sker i resten af udsagnet.

FAKTAsien: “… stammer fra neandertalerne” [Origos fremhævelse]. Hovsa! – Dette er en ren darwinistisk betragtning. En neutral (og mere korrekt) formulering ville være “… er fællesgods mellem neandertalere og nutidsmennesket”. Det fremgår faktisk også af næste citat der er mindre filosofi-belastet:

Det viste sig at europæere og asiater har lige meget tilfælles med neandertalere. Det europæere og asiater har tilfælles, mangler til gengæld hos afrikanere. Og det kan kun forklares på én måde, nemlig at nulevende mennesker uden for Afrika er efterkommerne af et tidligt intimt møde mellem neandertalere og moderne mennesker [Origos fremhævelse].

Igen har vi brug for Origos Fakta-si.

FAKTAsien: “Det viste sig at europæere og asiater har lige meget tilfælles med neandertalere. Det europæere og asiater har tilfælles, mangler til gengæld hos afrikanere.” Godt nok! – Dette må siges at være en nøgtern beskrivelse af hvad sammenligningerne af de to menneske-underarter afslører.

FAKTAsien: “Og det kan kun forklares på én måde, nemlig at nulevende mennesker uden for Afrika er efterkommerne af et tidligt intimt møde mellem neandertalere og moderne mennesker.” Hovsa! – Det turde vist være noget af en påstand. Det er decideret forkert at det kun kan forklares på én måde. Når man véd hvordan mutationer opfører sig (at de ofte laver skader på genomet), er en opspaltning af menneskeartens afrikanske rod i en eurasisk og en neandertal-linje mere sandsynlig.

Men lad os lige tage et citat mere inden vi ser på denne del af argumentet:

Mutationer afslører forskellen

Opdagelsen har vakt stor opmærksomhed og er på sin vis også en bombe under vores menneskesyn. Hvor man længe har forsøgt at stille alle mennesker lige, viser opdagelsen nemlig at der reelt er genetiske forskelle på mennesker i og uden for Afrika. Men det er kun en del af det. For neandertalgenomet er samtidig også en vej ind til forståelsen af det der gør det moderne menneske til noget særligt.

Neandertaleren er vores nærmeste slægtning, og lige siden tyske minearbejdere i 1856 banede sig vej ind til hulen med det første identificerede neandertalskelet, har forskere undret sig over hvorfor neandertalerne forsvandt. Da intet tyder på at krig eller folkemord var årsagen, er en af de fremherskende teorier at det moderne menneske repræsenterer et kreativt kvantespring: De[t!] udviklede en teknologisk overlegen kultur der på bare få tusind år udkonkurrerede alle andre menneskearter. Er det rigtigt, kan de genetiske forskelle bag denne kreative eksplosion ses i en sammenligning med neandertalerens arvemateriale. [Origos fremhævelser.]

Argumentationen her er interessant. Man indfører en bare sådan-forklaring og taler om et “kreativt kvantespring”. Uden at det defineres nærmere. Men det må vel tolkes som en forestilling om at sapiens-børnene have arvet nogle erhvervede egenskaber fra deres forældre som neandertal-børnene ikke har (NB lamarckismen i tankegangen). Og fordi vi blev bedre, udkonkurrerede vi “sapienser” de andre menneskearter, her specifikt neandertalerne.

Hvor dukker Lamarck op?

I argumentet med “det kreative kvantespring”! – Det må jo være noget forældrene har erhvervet sig på en eller anden måde. Ellers giver det ingen mening at tale om “spring”.

Og denne erhvervede egenskab er altså nedarvet til sapiensbørnene. Lidt i stil med argumentet om at da nogle menneskeaber begyndte at spise kød, fik de større hjerner. DET er da lamarckisme så det basker! Nemlig at smedens søn skulle være født med større muskler end skrædderens …

For det kan jo ikke være mutationsændringer der har været i spil. Det eneste statistiske belæg vi har for at “bruge mutationer til noget”, er når det går galt!

I øvrigt “andre menneskearter”?! Er der ikke lige en detalje IlluVid her har glemt? Efter den mest almindelige artsdefinition tilhører to individer samme art hvis de kan få fertilt afkom med hinanden.

Hvornår er det lige man i avlsarbejdet har set to forskellige arter få fertilt afkom sammen? – Hesten og æslet?! Det er vist ikke det mest heldige eksempel eftersom både muldæsel og muldyret som oftest er ufrugtbart.

Hvad så med de to mennesketyper sapiens og neandertaler? Hvis de kunne få børn sammen, tilhører de samme art. Børn der ikke er sterile, vel at mærke! Men eftersom der findes neandertal-spor i nutidsmenneskets genom, har børnene jo været fertile. Ergo slår det genetiske vidnesbyrd fast med syvtommersøm at menneskearten på et tidspunkt har omfattet både neandertaler og sapiens.

OBS! Artsbegrebet bruges ofte anderledes på uddøde dyr og mennesker. Her betyder forskellige arter blot “forskel i morfologi” da man ikke kan få tørre knogler til at krydses. “Morfo-arter” kalder nogle det.

Og skal vi holde os til det statistiske belæg bag mutationer, må forklaringen på udskillelsen i de to under-arter være en opdeling af genomet.

Og her er IlluVids anførelse af en “ubetydelig” forskel ret så interessant:

Forskerne fandt imidlertid kun et lille antal gener, præcis 78, med mutationer. De er involveret i vigtige funktioner som sårheling, svedkirtler og den måde sædcellens hale basker på. Men der er intet, der springer i øjnene som den afgørende forskel [Origos fremhævelse].

Det kan nemlig vise sig at være her hele forklaringen på neandertalerens uddøen ligger. For en mutation i (læs: en beskadigelse af ) sårhelingen vil jo klart stille neandertaleren ringere når kroppens immunforsvar ikke virker optimalt. Det samme med nedsat funktion i svedkirtlerne. Det kan vist heller ikke være sundt. Altså ringere fitness, der igen er lig med ringere overlevelseschancer. – Og nok i endnu højere grad med sædcellernes haler. En skade hér vil uundgåeligt nedsætte neadertalmandens frugtbarhed. Og det er altså lidt dumt med nedsat fertilitet når man skal føre slægten videre.

Så dét der “ikke springer i øjnene”, kan meget vel være forklaringen: Ophobningen af mutationer hos neandertaleren har efterhånden ført til underartens udryddelse: Neandertaleren har været udsat for en genetisk nedsmeltning!

Se, dét er en logisk forklaring, uden noget hokuspokus fra lamarckistisk kreative eksplosions-forestillinger!

Mutationsskader

Det er nok som bekendt sådan (jeg har sat det gamle udsagn på vers) at

en stakket varme det giver til visse udi egne bukser at tisse!

Og mutationsskader hos højere dyr og hos mennesket der ikke bliver rettet af den eksisterende programmering, giver sig altså udslag i sygdom eller død. Også selvom de “kan varme lidt” i et presset øjeblik (i forb.m. fx malaria).

IlluVid er oven i købet så venlig at forsyne os med eksempler på det sidste på side 79. I en faktabox nederst t.h. nævnes en række fejl som følge af mutationer i bestemte gener.

Her følger IlluVids liste [med vores tilføjelser hvor man har glemt at anføre konsekvensen af en evt. mutation i genet + vores fremhævelse af hvor det allerede indrømmes at det kan gå galt (hic! = “læg lige mærke til det her!”)]:

• RPTN – Et gen, der er vigtigt for bl.a. hud, svedkirtler og smagsløg. [Mutationer her vil måske øge risikoen for hudcancer, transpirationsproblemer og smagsforstyrrelser.]
• TRPN1 – En ionkanal, melastatin, der er vigtig for hudens pigmentering. [En fejl i koden på dette sted vil sikkert medføre risiko for hudcancer; måske endda for albinorisme. Albinoer, især i troperne, er i højrisikogruppen for hudcancer.]
• SPAG17 – Et gen der har betydning for en struktur ved sædcellens hale, så den basker og driver sædcellen frem. [Mutationer her går utvivlsomt ud over mandens fertilitet. Og det frygtelige er (ud fra et selektionssynspunkt; HUSKat den naturlige selektion er til for at holde arten sund og frisk) at med menneskets IV-programmer for kunstig befrugtning kan sterilitet nu gå i arv!]
• NRG3 – Et gen hvor mutationer giver øget risiko for at udvikle skizofreni. [hic!]
• CATPS2 & AUTS2 – To gener der er knyttet til hjernens udvikling. Mutationer i dem kan føre til autisme. [hic!]
• THADA – Et gen på kromosom 2 der er knyttet til stofskiftet. Mutationer i genet kan give type 2-diabetes. [hic!]
• DYRK1A – Et gen på kromosom 21 som spiller en rolle for den mentale udvikling og er knyttet til de mentale problemer der er ved Downs syndrom. [hic!]
• RUNX2 – Et gen der er vigtigt for knogleudviklingen af krani[um] og skelet. Det kan være årsagen til de forskellige træk, fx i kranieformen, hos moderne mennesker og neandertalere. [Mutationer i dette gen kan måske være årsag til at de første neandertalere blev anset for at være “primitive”, senere dog lidt venligere tolket af nogle som engelsk syge.]

Kort sagt: Der skal ikke så meget til før det går galt. Og bemærk i denne IlluVid-opstilling: Der er ikke nævnt ét eneste uigendriveligt eksempel på at mutationer har gavnlig effekt på menneskets udvikling. Enten sker det ingenting – eller også ender vi med sygdom og død. ■

Denne artikkelen ble først utgitt i Origo nr 121 (2011).

Slaget ved Waterloo i 1815. Malt av William Sadler. Fra Wikipedia.

Det er ikke en kamp mellom tro og vitenskap, men en kamp mellom to stridige verdensanskuelser:
Naturalisme og materialisme mot det teistiske synet på universet.

Sagen kort

Nogle har meget travlt med at tegne et konfliktbillede af forholdet mellem videnskab og tro. Det understøttes af især to begivenheder i videnskabshistorien 1) Galileo Galileis konflikt med Kirken, og 2) debatten mellem Huxley og Wilberforce over Darwins
Arternes Oprindelse. En nærmere undersøgelse af de to hændelser afslører imidlertid at konflikten ikke ligger mellem viden og tro, men på et noget andet plan. I Galileis tilfælde blev konflikten lige så meget udspillet med kolleger der var jaloux på ham fordi han var en meget anerkendt forsker og opfinder (og havde paven som personlig ven). Og så blev konflikten ikke mindre af at Galilei optrådte som en hund i et spil kegler: Han stødte alle fra sig med sin mildt sagt udiplomatiske facon. Så der er ingen grund til at se konflikter overalt mellem naturvidenskab og religion. Heller ikke i den til hudløshed gentagne myte om Galileis forhold til Romerkirken.

Naturvitenskapens glemte røtter

Et utgangspunkt for all naturvitenskap er overbevisningen om at det er orden i naturen. Uten denne dype overbevisning ville naturvitenskap ikke være mulig. Det må være berettiget å spørre: Hvor kommer denne overbevisningen fra?

Melvin Calvin, Nobelpris-vinner i biokjemi, synes å være lite i tvil om opprinnelsen: «Når jeg prøver å finne opphavet til den overbevisningen, mener jeg å finne den i en grunnleggende forstilling som oppsto for 2-3000 år siden. Forestillingen ble først uttrykt i ord i vår vestlige verden ved de gamle jøder, nemlig at universet er styrt av én Gud, og ikke et produkt av innfall fra flere guder som hver styrte over sitt område i samsvar med sine egne lover. Dette monoteistiske synet synes å være det historiske grunnlaget for moderne naturvitenskap.»

Dette er oppsiktsvekkende i lys av det faktum at det er vanlig i litteraturen å oppspore røttene til en moderne naturvitenskap tilbake til grekerne i det sjette århundre før Kristus. Deretter understreker man at forat den naturvitenskapelige utviklingen skulle fortsette, måtte man rense den greske verdensanskuelsen for dens polyteistiske innhold. Vi skal komme tilbake til dette nedenfor. Men vi ønsker her ganske enkelt å peke på at selv om grekerne på mange måter var de første til å undersøke naturen på en måte som minner om naturvitenskap, innebærer Melvin Calvins utsagn at den verdensanskuelsen som fikk størst betydning for naturvitenskapen, nemlig den jødiske forestilling om at universet er skapt og opprettholdt av Gud, er mye eldre enn den greske verdensanskuelsen.

Dette er noe som kanskje, for å låne Dawkins’ uttrykksmåte (som han forøvrig har hentet fra det nye testamentet), burde ha vært forkynt fra hustakene som motvekt mot en overflatisk avvisning av Gud. For det innebærer at fundamentet som naturvitenskapen bygger på, selve utskytingsbasen som er brukt for å bringe den ut mot universets grenser, har en sterk teistisk karakter.

En som gjorde oppmerksom på disse forholdene mye tidligere enn Melvin Calvin, var den eminente matematikeren og eksperten på naturvitenskapens historie Sir Alfred North Whitehead. Han hadde lagt merke til at middelalderens Europa i år 1500 visste mindre om naturen enn Arkimedes i det tredje århundre før Kristus. Likevel hadde Newton i 1700 skrevet sitt mesterverk Principia Mathematica. Whitehead reiser det nærliggende spørsmål: Hvordan kunne en slik eksplosjon av kunnskap oppstå i løpet av en så relativt kort tid?

Hans svar er: «Moderne naturvitenskap må springe ut fra middelalderens faste tro på Guds rasjonalitet … Min forklaring er at troen på naturvitenskapens muligheter var en forutsetning for utviklingen av moderne naturvitenskapelig teori, en frukt av middelalderens teologi som man ikke var bevisst.»

C.S. Lewis’ konsise formulering av Whiteheads syn er verd å sitere: «Menn ble opptatt av naturvitenskap fordi de forventet lovmessighet i naturen, og de forventet lovmessighet fordi de trodde på en lovgiver.» Det var denne overbevisningen som ledet Francis Bacon (1561-1626), som er ansett av mange som den moderne naturvitenskapens far, til å si at Gud har forsynt oss med to bøker – Naturens bok og Bibelen – og for å være vel utdannet, måtte man bruke hodet til å studere dem begge.

Mange av de store naturforskerne er enige. Menn som Galilei (1564-1642), Kepler (1571-1630), Pascal (1623-62), Boyle (1627-91), Newton (1642-1727), Faraday (1791-1867),Babbage (1791-1871), Mendel (1822-84), Pasteur (1822-95), Kelvin (1824-1907) og Clark Maxwell (1821-79) var teister. De fleste av dem var kristne. Deres tro på Gud var ikke til hinder for deres naturvitenskapelige forskning, den var ofte den viktigste inspirasjonskilden, og de skammet seg ikke for å si det.

Den drivende kraft bak Galileis forskertrang, var den dype indre overbevisning at Skaperen som hadde utstyrt oss med «sanser, fornuft og intellekt». Og hensikten kunne ikke være at vi skulle «avstå fra å bruke dette og ta andre midler i bruk for å få kunnskap som vi kan oppnå ved disse».

Johannes Kepler beskriver hva som motiverer ham på denne måten:

«Det viktigste formålet med å undersøke den ytre verden må være å oppdage den rasjonelle orden som Gud har nedlagt i den, og som han har åpenbart for oss i matematikkens språk.» Slike oppdagelser er, ifølge Keplers berømte uttrykk, det samme som «å tenke Guds tanker etter ham».

Den britiske biokjemikeren Joseph Needham har merket seg hvor helt annerledes kineserne på 1800-tallet reagerte, da de av jesuittiske misjonærer fikk kjennskap til den store naturvitenskaplige utviklingen som hadde skjedd i Vesten. For dem var ideen om at universet var styrt av universelle lover som mennesker kunne og hadde oppdaget, ytterst tåpelig. Deres kultur var simpelthen ikke moden for slike forestillinger.

Hvis man ikke får tak i poenget i det som er fremstilt her, kan det virke forvirrende. Vi hevder ikke at alle aspekter ved religion i alminnelighet eller kristendommen i særdeleshet har bidratt til naturvitenskapens utvikling. Men vi antyder at læren om en enestående Skaper, Gud som er ansvarlig for opprettelsen og ordenen i universet, har spilt en viktig rolle.

Vi påstår ikke at det aldri har vært religiøs motstand mot vitenskapen. T.F. Torance har kommentert Whiteheads analyse og pekt på at naturvitenskapen ofte har vært «alvorlig hindret av den kristne kirke, selv om de moderne tankene nettopp hadde sine røtter i kirken». Som eksempel viser han til Augustins teologi som dominerte Europa i 1000 år. Den hadde en kraft og skjønnhet som gav stor inspirasjon til kunsten i Middelalderen. Men dens eskatologi, som fastholdt ideen om verdens forfall og kollaps og forløsningen som en befrielse fra dette, rettet oppmerksomheten bort fra denne verden til det overnaturlige.

Dens bilde av et mystisk univers tillot bare en symbolsk forståelse av naturen. Dette førte til dyrkelse av en «kosmologisk tenkning som måtte erstattes dersom naturvitenskapen skulle få utviklingsmuligheter». Torrance sier også at det som ofte på alvorlig måte har motarbeidet en naturvitenskapelig tankegang er «fastgrodde autoritære forestillinger og forståelser som kan føres tilbake til Augustin … som så gav seg utslag til bitre anklager mot kirken». Galilei representerer et eksempel på dette, noe vi skal komme tilbake til.

Torrance gir likevel sterk støtte til hovedinnholdet i Whiteheads tese: «Til tross for den uheldige spenningen som ofte har forekommet mellom nye naturvitenskapelige teorier og tradisjonelle tenkning innen kirken, kan teologien forsatt hevde at den gjennom århundrer har vært opphav til grunnleggende trosforestillinger og impulser som har formet den moderne empiriske naturvitenskap, i det miste ved sin faste tro på Gud som Skaperen og på at skaperverket lar seg beskrive ved fornuften.»

John Brooke, Oxfords første professor i naturvitenskap og religion, er mer forsiktig en Torrance: «Tidligere tiders religiøse tro har garantert for uniformitet … en skapelseslære kunne gi logisk sammenheng i det naturvitenskapelige prosjekt, så langt som dette innebar en fast orden bak naturens vekslende fremtreden … dette innebærer ikke noen sterk påstand om at naturvitenskapen ikke kunne ha oppstått uten teologien, men det betyr at den tidlige naturvitenskapens begreper som ble anvendt av dens pionerer, ofte var fyllt med teologisk og metafysisk trosinnhold.»

Nylig har Peter Harrison, John Brooks etterfølger i Oxford, forsvart den tanke at et dominerende trekk ved den moderne naturvitenskapens frembrudd var den protestantiske holdningen til tolkning av bibeltekster som varslet slutten på Middelalderens symbolske tilnærming.

Det er naturligvis meget vanskelig å vite «hva som ville ha hendt hvis …», men det er sikkert ikke å gå for langt å si at utviklingen av naturvitenskapen ville ha blitt betydelig forsinket dersom et teologisk dogme, nemlig læren om skapelsen, ikke hadde vært der – en lære som er felles for jødedom, kristendom og islam. Brook gir en sunn advarsel mot å trekke for vidtgående slutninger av dette. Fordi en religion har vært til hjelp for naturvitenskapen, betyr ikke dette at religionen er sann. Akkurat det samme kan naturligvis sies om ateismen.

Skapelsestroen var ikke bare viktig i naturvitenskapens første periode fordi den fremmet troen på orden i universet. Den var viktig også av en annen grunn som vi berørte innledningsvis. For at naturvitenskapen skulle utvikle seg, måtte tenkningen frigjøre seg fra den inntil da utbredte metoden til Aristoteles som gikk ut på å dedusere (utlede) hvordan naturen måtte være ut fra bestemte faste prinsipper, til en metode som tillot naturen selv å tale direkte.

Dette fundamentale skiftet av metode ble gjort mye enklere ved forestillingen om en kontingent skapelse – det innebærer at Gud kunne skape universet slik han ønsket det. Av dette følger at for å finne ut hvordan universet er og fungerer, finnes det ikke noe alternativ til å undersøke det. Du kan ikke dedusere hvordan universet er bare ved å resonnere ut fra noen a priori filosofiske prinsipper. Dette er presist hva Galilei, og siden Kepler, gjorde: De gikk ut og så – og revolusjonerte vitenskapen.

Det som er sikkert – både i Galileis tid og vår egen – er at kritikk av det rående paradigmet er risikabelt, og det gjelder enhver som foretar den. Vi kan konkludere at «Galilei-affæren» ikke gir noe bidrag til å stadfeste at det eksisterer et konfliktforhold mellom naturvitenskap og religion.

Debatten mellom Huxley og Wilberforce, Oxford 1860

Det gjør heller ikke den andre hendelsen som ofte blir omtalt, nemlig debatten som fant sted 30. juni 1860 ved British Association for the Advancement of Science i Oxfords Natural History Museum mellom T.H. Huxley («Darwin’s bulldog») og biskop Samuel Wilberforce («Soapy Sam»).

Debatten fremkom etter en forelesning av John Draper om Darwins utviklingslære. The Origin of Species var offentliggjort sju måneder før. Dette møtet er ofte beskrevet som en kollisjon mellom naturvitenskap og religion, der den kunnskapsrike forskeren triumferte over den uvitende kirkens representant. Men vitenskapshistorikere har vist at også denne fremstillingen er meget langt fra sannheten.

For det første var Wilberforce ingen kunnskapsløs person. En måned etter det omtalte historiske møtet publiserte han en 50-siders anmeldelse av Darwins arbeide (i Quarterly Review). Darwin omtalte anmeldelsen som «uvanlig kyndig, den peker med stor dyktighet på de mest hypotetiske delene, og får godt frem alle vanskelighetene. Den utfordrer meg på en storartet måte.»

For det andre var Wilberforce ingen «mørkemann». Han var fast bestemt på at debatten ikke skulle være mellom naturvitenskap og religion. Det skulle være en naturvitenskapelig debatt – forsker mot forsker på naturvitenskapelig grunnlag. Denne intensjonen kommer tydelig frem i hans oppsummering i anmeldelsen: «Vi har kommet med innvendinger mot de synsmåtene som her er behandlet, utelukkende på naturvitenskapelig grunnlag. Vi har gjort dette ut fra den faste overbevisning at det er på den måten sannhetsinnholdet i slike påstander kan prøves. Vi har ingen sympati med dem som opponerer mot noe faktum eller påståtte fakta, eller noen logiske slutninger som følger av disse, fordi de tror at de står i et motsetningsforhold til det de har fått vite ved åpenbaring. Vi mener at alle slike innvendinger vitner om en frykt som ikke lar seg forene med en fast og solid tro.»

Disse sterke formuleringene kan virke overraskende på mange mennesker som bare har slukt den sagnomsuste oppfatningen av denne konfrontasjonen. Man må faktisk ha meg unnskyldt for at jeg finner den samme ånd i Wilberforce som i Galilei.

Heller ikke var det tilfelle at de eneste innvendinger til Darwins teori kom fra kirkelig hold. Sir Richard Owen, den tids ledende anatom (som Wilberforce forøvrig hadde konsultert), var motstander av Darwins teori, det samme var den fremragende naturvitenskapsmannen Lord Kelvin.

John Brook, en samtidig som beskrev denne debatten, hevder at til å begynne med vakte denne begivenheten lite eller intet oppstyr. «Det er et viktig faktum at den berømte konfrontasjonen mellom Huxley og biskopene ikke ble referert i en eneste London-avis på den tiden. Det finnes heller ikke noe offisielt referat fra møtet, og de fleste referatene stammer fra Huxleys venner. Huxley selv skrev at det var «ustoppelig latter blant folk» over hans vidd, og «jeg tror at jeg var den mest populære mann i Oxford i samfulle 24 timer etterpå». Men faktum er at debatten var langt fra ensidig. En avis rapporterte senere at en som fra før var omvendt til Darwins teori, snudde tilbake igjen etter å ha lyttet til debatten. Botanikeren Joseph Hooker klaget over at Huxley ikke argumenterte på en måte som nådde frem til publikum, så det måtte han gjøre selv.

Wilberforce skrev tre dager etter til arkeologen Charles Taylor:

«Jeg synes jeg beseiret ham grundig.» The Athenaeums referat gir inntrykk av at debatten endte uavgjort, idet det ble sagt at Huxley og Wilbereforce hadde begge funnet verdige motstandere i fighten.

Frank James, historiker ved Tue Royal Institution of London, antyder at det brede inntrykk av at Huxley hadde vunnet debatten, kom av at Wilberforce ikke var godt likt, et faktum som ikke kommer frem av de fleste beskrivelsene:

«Dersom Wilberforce ikke hadde vært upopulær i Oxford, hadde han vunnet og ikke Huxley.» Her ser vi igjen skyggen av Galilei!

Ved å anlysere begivenheten finner vi at de to hovedbegivenhetene som legges frem til støtte for konflikt-modellen, faller sammen. Ja, forskning har underminert denne tesen i en utstrekning som får vitenskapshistorikeren Colin Russell til å komme med følgende konklusjon: «Den sedvanlige tro at … relasjonen mellom religion og naturvitenskap de siste hundre årene har vært preget av dyp og varig fiendtlighet …. er ikke bare historisk ukorrekt, men i virkelighten en karikatur så grotesk at det trengs en forklaring på hvordan den har oppnådd noen form for respekt.»

Det er klart at sterke krefter måtte ha vært i sving for å få denne konflikt-myten til å trenge ned i folkedypet. Og det var det virkelig. Som i Galilei-konflikten var kjernen i konflikten ikke bare et spørsmål om å få æren for en naturvitenskapelig teori. Igjen var det den institusjonelle makt som splite en nøkkelrolle. Huxley drev kampanje for å sikre maktposisjonen til en ny gruppe profesjonelle forskere imot en priviligert geistlig stand som også var godt intellektuelt utrustet. Legenden om en nedkjempet biskop som ble knust av en profesjonell forsker, passet godt inn i den kampanjen, og det ble utnyttet til fulle.

Det er imidlertid opplagt at det dreidde seg om enda mer. Et sentralt element i Huxleys kampanje er belyst av Michel Poole. Han skriver:

«I denne kamp ble plutselig begrepet Naturen skrevet med stor N og dermed personifisert. Huxley utstyrte “Moder Natur” – som han kalte henne – med egenskaper som tidligere var forbeholdt Gud, en fremgangsmåte som er blitt ivrig kopiert siden. Men den logiske merkverdighet det er å tilskrive naturen (alt det fysiske som finnes) den funksjon å planlegge og skape hele den fysiske virkelighet, fikk passere uten merknader.

Som de gamle fruktbarhetsgudinner har “Moder Natur” tatt bolig iblant oss, idet hennes moderlige armer har omfavnet den victorianske naturvitenskapelige naturalismen.» Slik ble en mytisk konflikt blåst opp og skammelig utnyttet som våpen i en annen kamp som er reelle denne gangen, nemlig den som foreligger mellom naturalismen og teismen.

Den virkelige konflikten – naturalisme mot teisme

Med dette er vi kommet til det som er et av de viktigste punktene vi ønsker å ta opp i denne boken. Det er at det er en virkelig konflikt, men det er slett ikke en konflikt mellom naturvitenskap og religion. Hvis dette var konflikten, tilsier elementær logikk at man ville finne at alle naturforskere var ateister, mens bare personer som ikke drev med naturvitenskap, trodde på Gud.

Og det er – som vi har vist – ikke tilfelle. Nei, den reelle konflikten foreligger mellom to diametralt motsatte livssyn: Naturalismen og teismen. Og kollisjonen mellom disse er uungåelig.

For klarhets skyld vil vi bemerke at naturalismen har forbindelse med, men ikke er identisk med, materialismen, selv om det noen ganger er vanskelig å holde dem fra hverandre.

«The Oxford Campanion to Philosophy» gir uttrykk for at begrepet «materie» er komplekst, noe som medfører at de ulike materialistiske filosofer med begrepet materie tenker seg «alt som kan bli studert med naturvitenskapelige metoder». På den måten vendes materialisme til naturalisme, selv om det vil være en overdrivelse å si at de to verdensanskuelsene er sammenfallende. Materialister er naturalister. Men det finnes naturalister som mener at sjel og bevissthet må betraktes som noe annet enn materie. De betrakter disse som «emergente» fenomener, det vil si at de er avhengig av det materielle, men opptrer på at høyere trinn som ikke lar seg redusere til noe som bare har materielle egenskaper.

Det finnes også andre naturalister som hevder at universet består bare av «åndelig stoff». Naturalismen har imidlertid til felles med materialismen at den står i et motsetningsforhold til supernaturalismen, idet man fastholder at «naturens verden har en enhetlig karakter uten innslag av sjeler eller ånder, guddommelige eller menneskelige». Hvordan man nå betrakter forholdet mellom materialisme og naturalisme, er det klart at de begge i sitt innerste vesen er ateistiske.

Vi må også merke oss at materialisme/naturalisme fremstilles med ulike betegnelser. E. O. Wilson gjør forskjell på de to.

Den første kaller han politisk behaviorisme: «Med fortsatt støtte av de nå stadig færre marxist-leninistiske statene, hevder man at hjernen fra fødselen av er som en ubeskrevet tavle, uten annet enn medfødte reflekser og primitive kroppsbehov.

Konsekvensen er at våre tanker nesten i sin helhet er resultat av læring, og dermed et produkt av kulturen som selv utvikles ved historiske omstendigheter. Fordi det ikke finnes noen biologisk basert “menneskelig natur”, kan mennesket tilpasses det best mulige politiske og økonomiske system, nemlig det som ble tvunget inn i verden gjennom det meste av det tyvende århundre, kommunismen.

I den praktiske politiske virkelighet har denne troen blitt testet flere ganger. Og etter økonomiske sammenbrudd og titalls millioner drepte i et dusin dysfunksjonelle stater har den vist seg å være en fiasko.»

Den andre – Wilsons eget syn – kaller han vitenskapelig humanisme, et livssyn som tapper kraften både av religionen og av myten om den ubeskrevene tavle.

Han definerer dette synet slik: «Selv om det fastholdes bare av en ørliten minoritet av verdens befolkning, anser det mennesket som en biologisk art som utviklet seg over millioner av år i en biologisk verden. Det utviklet en hittil usett intelligens som likevel er styrt av komplekse nedarvede følelser og forskjellige kommunikasjonsveier for læring.

Den menneskelige natur eksisterer, og den er satt sammen av seg selv. Det er våre felles arveegenskaper og tilbøyeligheter som definerer oss som mennesker. Wilson forsiker at dette er hans darwinistiske syn som «legger på oss en tung byrde, nemlig å ta det individuelle valget som følger med intellektuell frihet».

Det ligger utenfor rammen av denne boken å vurdere ulike nyanser av disse og andre syn. Vi ønsker her å konsentrer oppmerksomheten om hva som i hovedsak er felles for dem alle, noe som astronomen Carl Sagan uttrykte fyndig i introduksjonen til fjernsynsserien Cosmos: «Kosmos er alt som er, var og kommer til å være.» Dette er kjernen i naturalismen.

Sterling Lamprechts definisjon av naturalisme er lengre, men verd å notere seg: «Et filosofisk standpunkt, en empirisk metode som går ut fra at alt som eksisterer eller hender, nettopp eksisterer eller hender på grunn av årsaksfaktorer innenfor ett altomfattende naturlig system.» Det finnes intet annet enn naturen. Det er et lukket system av årsak og virkning. Det finnes ingen trancendent eller overnaturlig virkelighet.

Det finnes intet «utenfor».

Diametralt motsatt til naturalismen og materialismen er det teistiske synet på universet som finner sitt klare uttrykk i åpningsordene i 1. Mosebok:

«I begynnelsen skapte Gud himmel og jord.»

Her påstås det at universet ikke er et lukket system, men et skaperverk, et kunstverk formet av Gud og opprettholdt av ham. Dette gir svar på spørsmålet: Hvorfor eksisterer universet? Det eksisterer fordi Gud har skapt det.

Denne påstanden er en trospåstand, ikke en naturvitenskapelig påstand, akkurat på samme måte som Sagans påstand ikke er en naturvitenskapelig påstand, men uttrykk for hans personlige tro. Vår hovedsak er – vi repeterer – ikke så mye forholdet mellom naturvitenskap og teologi, men forholdet mellom naturvitenskap og ulike livssyn som forskere står for, ganske spesielt naturalismen og teismen.

Så når vi spør om naturvitenskapen har begravet Gud, snakker vi om hvordan naturvitenskapen tolkes. Det vi egentlig spør om, er: Hvilket livssyn støtter naturvitenskapen, naturalismen eller teismen?

E. O. Wilson er ikke i tvil om svaret: Naturvitenskapelig humanisme er «det eneste livssyn som er i overensstemmelse med vitenskapens voksende kunneskaper om den virkelige verden og naturens lover». Kvantekjemiker Henry F. Schaefer III er på sin side heller ikke i tvil om svaret: «En skaper må eksistere. Big Bang ruller sig ut, og de påfølgende naturvitenskapelige oppdagelser peker tydelig mot en skapelse ex nihilo (av intet) som er i fullstendig samsvar med de første versene i 1. Mosebok.»

For å finne orden på forholdet mellom livssyn og naturvitenskap, må vi nå stille et spørsmål som kan vise seg å være overraskende vanskelig: Hva er egentlig naturvitenskap? ■

Artikkelen er et utdrag av kapittel 1 av John C. Lennox: God’s Undertaker. Has Science Buried God? Oversatt til norsk av Jon Kvalbein. Neste år (2012) regner vi med å utgi hele boken, og artikkelen over er en smakebit på det som kommer i 2012.

Denne artikkelen ble først utgitt i Origo nr 123 (2011).

#evolusjon

I boka How to be an intellectually fulfilled atheist (or not) skriver forfatterne at dersom en vil bekjempe en motstander, må en bekjempe dens sterkeste forsvarer.

Dette kan illustreres ved at da Israel kjempet mot Filisterne, var det nok at David bekjempet Goliat. Da Goliat falt, rømte Filisterne. Ateistenes fiende er teismen. Den Goliat de møter, er livets tilblivelse. En intellektuelt fundert ateist vender seg mot vitenskapen i sitt forsøk på å bekjempe teismen. Men ateismens “David” er ikke å finne. Vitenskapen kan ikke redde ateismen. Derimot reiser vitenskapen mange hindringer for den materialistiske ateismen. Et av de største hinderne er som nevnt, livets tilblivelse.

saken kort

Darwins teori er at naturlige prosesser kan forklare framveksten av biologisk variasjon, kompleksitet og mangfold når livet allerede eksisterer. Darwinismen forutsetter dermed at liv allerede eksisterer, men har ingen forklaring på dets tilblivelse. Dermed mangler grunnvollen for teorien.

I boka The Blind Watchmaker: Why the Evidence of Evolution Revels a Universe Without Design skrev den kjente ateisten Richard Dawkins at Darwin gjorde det mulig å være en intellektuelt komplett (fulfilled) ateist. Riktignok var det flere som mente at Darwins evolusjonsteori kunne støtte ateismen. Professor Will Provine ved Cornell University hevdet at “darwinistisk evolusjon er den største motoren for ateisme som noen gang er oppfunnet”.

Det sentrale budskapet i Darwins teori er at blinde materielle prosesser som tilfeldige variasjoner og naturlig utvalg kan forklare framkomsten av biologisk kompleksitet og mangfold når livet allerede eksisterer. Darwins teori forutsetter således at liv allerede eksisterer. Men evolusjonsteorien gir ingen fullstendig materialistisk forklaring på livets tilblivelse, noe som kreves av en intellektuell komplett ateist.

Det må sies at Darwins evolusjonslære forblir ufullstendig inntil en adekvat materialistisk forklaring på livets tilblivelse er funnet. Darwin sier selv at han ikke hadde sans for de utfordringene livets opprinnelse stilte overfor hans teori. Mange forskere på hans tid mente at problemet vedrørende livets opprinnelse var enkelt. Basis for livet – cellen – ble betraktet som ukomplisert, i hovedsak en klatt av gele omgitt av en membran. Darwin antok en spontan dannelse av liv fra ikke levende (uorganisk) materie som gitt. Men han gjorde ikke noe forsøk på å vise at det var mulig.

Så en intelligent komplett ateist må kunne redegjøre for en slik dannelse på en ordentlig måte.

Livets opprinnelse

Livets opprinnelse er et stort mysterium som vitenskapen ikke har noe svar på. Når en står over for et slik komplisert problem, er det fristende å følge matematikeren George Polyas anbefaling. “Dersom du ikke kan løse et problem, men det finnes et enklere problem som du kan løse, så finn det.” Dette kan være et godt råd, dersom det enklere problem kaster lys over det mer kompliserte. Men dersom det enkle problemet leder oss til å tro at vi har løst det opprinnelige, er vi på villspor.

De fleste som har forsket på livets opprinnelse, har redefinert problemstillingen for å gjøre problemet så enkel at de har en rimelig sjanse til å løse det. Men hittil har de bare bedratt seg selv. Saken er at det virkelige liv er så mye mer sofistikert enn noen av livets forløpere som er foreslått av forskere innen konvensjonell “livets opprinnelse”-forskning. Det egentlige problem er å forklare dannelsen av celler som er lik de vi finner på jorda i deres fulle enorme kompleksitet.

Spontant dannelse

Så sent som i det nittende århundre trodde folk at fullt flyvedyktige dyr kunne opptre spontant uten foreldre. De kunne oppstå fra mudder eller kjøtt i forråtnelse. Observasjoner syntes å bekrefte dette. Legger man ut kjøtt som har gått i forråtnelse, vil det snart bli dekket av larver og fluer. Tidligere antok man at fluene ble dannet der. Slik trodde man at dyr kunne oppstå av seg selv, fullt utviklet, fra ikke levende materie. Dette var en tro som gikk under navnet spontan dannelse.

Selv i det nittende århundre mente man at ved hjelp av mikroskoper kunne man bevise spontan dannelse. Mikroskopiske skapninger er så små og enkle at det ikke var vanskelig å tenke seg at de kunne dannes spontant. For dersom man satte noen strå i et glass med vann, ville en snart finne en mengde bakterier i vannet. Men den berømte Louis Pasteur påviste at antagelsen var feil.

I et kjent eksperiment viste Pasteur at vann kan holdes fritt for bakterier ved å koke vannet og så la det vekselvirke med renset luft. Bakteriene i glasset med strå kom således fra luften omkring. Vekst av bakterier i ellers sterile medier skyldes eksisterende mikrober og ikke spontant dannelse av nye.

Oparins hypotese

I 1924 foreslo den russiske biokjemikeren Alexander Oparin en ren materialistisk generering av liv. Denne hypotesen har preget forskningen på livets opprinnelse siden. I følge Oparin ble den første cellen dannet av uorganisk materiale.
Det nye ved Oparins hypotese var at livet oppsto trinnvis. Han argumenterte med at enkle kjemiske forbindelser ble kombinert for å danne organisk stoffer som for eksempel aminosyre. (Aminosyrer er proteinets byggeklosser.) Disse ble så bundet sammen for å lage komplekse molekyler som proteiner. Disse ble så samlet til å danne vekselvirkende nettverk innenfor en cellemembran.

Oparin mente at tidligere atmosfære var svært ulik dagens atmosfære. Energikilder som lynutladninger kunne påvirke karbonforbindelser i atmosfæren og omforme dem til mer komplekse forbindelser. I havet kunne slike komplekse forbindelser komme sammen og danne mikroskopiske klumper som var forløperne til den første cellen på jorda. Blant disse cellene var det celler som kunne utnytte fotosyntese. Oparins hypotese bygger på en rekke svakheter som vi ikke har plass til å diskutere i sin helhet.

Fordelen ved Operins hypotese er at den kan testes indirekte. En kan danne hypotetiske antagelser om hendelser som kunne ha funnet sted, og så utføre eksperimenter for å se om de kan finne sted i dag. I 1953 rapporterte Stanley Miller og Harold Urey om et slik eksperiment. For å etterligne forholdene som Oparin antok eksisterte i den opprinnelige atmosfære, utførte de følgende eksperiment: De kokte vann i en kolbe slik at luften i kolben ble mettet av vanndamp. De fjernet all oksygen og tilsatte metan, hydrogen og ammonium hydroksyl. Gassblandingen ble så utsatt for en elektrisk utladning. Under eksperimentet ble det dannet tjærelignende stoff. Ved å teste dette stoffet, fant man aminosyrer som finnes i protein i dag. Eksperimentet syntes derfor å støtte første trinn i Oparins hypotese. Men da forskerne skulle gå videre og danne proteiner og DNA-molekyler, møtte de uoverstigelige skranker.

Inntil i dag har de ikke lykkes med sine forsøk.

Oksygen

Oparin antok at den opprinnelige atmosfære var fri for oksygen. Dette er viktig, da oksygen ville hindre kjemiske reaksjoner som danner organiske stoffer. De som mener atdet har funnet sted en kjemisk evolusjon, har derfor antatt at atmosfæren var fri for oksygen. I dag finnes det sterke indisier på at atmosfæren i de tidligste tidene inneholdt betydelige mengder oksygen. Derfor er Miller-Urey eksperimentet irrelevant.

Kjemiske reaksjoner

Flere kjemiske reaksjoner som er nødvendige for å danne biologisk materialer, er observert under kunstige laboratorieforhold. Men mange reaksjoner som opptrer i naturen motarbeider dannelse av biologisk materialer. Aminosyrer reagerer ikke med hverandre, men de reagerer med andre stoffer, for eksempel sukker. Dette skaper et problem. For dersom aminosyrer ble dannet i urtiden, ville de ikke flyte rundt i vannet og vente på en passende aminosyrepartner for så å slå seg sammen for å danne proteiner. Men de ville reagere med andre stoffer og således ikke være tilgjengelig for å danne proteiner. Skulle Oparins hypotese være av interesse, måtte konsentrasjonen av aminosyrer være ganske stor for at nødvendige reaksjoner skulle finne sted. Men det er ikke noe som tilsier at naturen kan inneholde så store konsentrasjoner av aminosyrer at de kan organisere seg selv i store biologiske molekyler.

Molekylære romstrukturer

Aminosyrer, proteiner og DNA er ikke bare en bylt av kjemikalier. De har spesifikke tredimensjonale strukturer. Når de fremstilles i laboratorier, kan de ha riktig kjemisk sammensetning, men ha en gal tredimensjonal form. Når det gjelder aminosyrer som er av spesiell interesse her, opptrer de i to forskjellige former. De er som et speilbilde av hverandre som en venstrehands hanske er som et speilbilde av høyrehands hansken. De to formene er betegnet som venstre- og høyre-handsaminosyrer. I levende organismer finner man bare venstrehands-aminosyre (V-aminosyre) i proteinet. For å forbli i bildet med hansker, kan man si at høyrehands aminosyrer (H-aminosyrer) passer like dårlig inn i cellens metabolisme (stoffskifte) som høyrehands hansken passer venstre hand. Dersom bare en eneste H-aminosyre fant veien inn i et protein, ville proteinets evne til å fungere bli sterkt redusert, ofte helt ødelagt.

I eksperimentet som ble utført av Miller-Urey fant man en blanding av V- og H-aminosyrer, 50 % av hver type. Ingen vet hvorfor proteinet i levende organismer bare har V-formen. Men dersom en ren materialistisk prosess kan danne liv, må den være i stand til å konsentrere V-aminosyrer på spesifikke steder. Det mest ekstreme resultat man har oppnådd i laboratorier, er en skjevfordeling av de to formene på 55-45 % i stedet for 50-50 %.

Tilsvarende som for aminosyrer forekommer også sukker i to former, men det opptrer i bare en form (H-form) i levende organismer. Ved fremstilling i laboratorier fremkommer sukker i de to formene med lik fordeling. Forskere har ved eksperimenter prøvd å finne materielle mekanismer som kan forklare hvorfor levende organismer foretrekker H-formen. Hittil har de ikke funnet noen mekanisme som vil produsere bare den rette tredimensjonale strukturen. Så Oparins antagelse at biologiske relevante molekyler som aminosyre og sukker kunne anta riktig tredimensjonal struktur ved rene materielle årsaker, synes å være feil.

Liv fra verdensrommet

Flere forskere innser nå at forholdene på jorda i den første tiden var så ugjestmilde at livet ikke kunne oppstå der. Det måtte oppstå et annet sted i verdensrommet mener de. Så ble livet på en eller annen måte ført til jorda. Men skulle det være mulig, måtte livet tåle de barske forholdene det ville møte under transporten ved støv eller asteroider. Svært få om en noen form for liv kunne overleve stråling eller den ekstreme varme eller kulde som finnes i verdensrommet mellom solsystemene. Som en løsning på dette problemet lanserte nobelprisvinner Francis Crick en modifisert teori. Han antok at intelligente romvesener som reiste i romskip, fraktete livet fra verdensrommet til jorda. Men den finnes ikke noe belegg for at intelligente romvesener eksisterer.

Denne lille oversikten viser at selv intelligente komplette ateister ikke kan redegjøre for livets tilblivelse på en redelig måte, og de får ikke noen hjelp fra naturvitenskapen i begrunnelsen for sin tro. ■

Denne artikkelen ble først utgitt i Origo nr 123 (2011).

#biologi#

Et 1800-talls vannhjul i Cromford. Foto: Mike Peel (CC BY-SA 4.0)

Lenge har vi mennesker regnet hjulet som en av våre største oppfinnelser. Men nå viser det seg at det var oppfunnet lenge før oss. I molekylærbiologien finner vi såkalte «molekylære maskiner» med turtall på imponerende 6000 omdreininger i minuttet.

Det er forskjellige meninger om hvor hjulet kommer fra. Noen mener kineserne oppfant det. Andre tror det kommer fra Mellom- eller Syd-Amerika. Selv om vi kan være usikre på hvor det egentlig stammer fra, kan vi i alle fall være enige om en ting: Nåtidens mennesker ville ikke klare seg uten hjulet.

Det er vi blitt helt avhengige av. De viktigste aktiviteter i et moderne samfunn er helt avhengig av hjulet. Det gjelder maskiner, motorer, instrumenter, for ikke å snakke om våre vanlige kommunikasjonsmidler som sykkel, bil og tog. Vi vet heller ikke med sikkerhet hvor gammelt hjulet er.

For å få det rette svaret på hjulets alder, har de siste års oppdagelser vist oss at da må vi ned på nanonivå. En nanometer er en million del av en millimeter.

Moderne molekylær biologiog biokjemi har gjort store fremskritt og vist oss hva som foregår i nanoverdenen. Da befinner vi oss innei en celle, for eksempel i vår egen kropp. Der har vi mange maskiner. En av dem produserer livets bensin. For å få ting laget eller for å utføre et arbeid trengs alltid energi. Moderne mennesker er opptatt av hva de spiser, for å leve så sunt som mulig. Det vi spiser, brytes ned i kroppen vår i den prosessen vi kaller stoffskiftet.

ATP – livets bensin

Sluttproduktet i stoffskiftet når vi spiser kullhydrater (glukose), heter ATP. ATP er livets drivstoff, livets bensin. Alle energi-krevende prosesser i kroppen vår, og i alt liv, er avhengig av tilførsel av ATP. ATP er energikilden for alle aktiviteter som utgjør livet, alle livets motorer. Vi produserer omtrent vår egen kroppsvekt ATP daglig. Veier vi 70 kg, vil vi i gjennomsnitt produsere 70 kg ATP. Hvordan foregår det?

ATP produseres i en egen motor (kalt ATP-synthase).

Denne motoren består egentlig av to deler. Startmotoren drives av vannstoffatomer (protoner eller H⁺). Det blir som vann som renner forbi et skovlhjul. Da vil hjulet gå rundt. Slik vil passasjen av H⁺ atomer gjennom startmotoren også få den til å gå rundt. De elektriske motorer som vi mennesker produserer i våre fabrikker, drives av en negativ strøm av elektroner. ATP-motoren drives av positivt ladede protoner.

Startmotoren er koplet sammen med en annen motor, slik at rotasjonen i start-motoren overføres til denne motoren som da også vil gå rundt. Når den siste motoren roterer, vil den produsere 3 ATP-molekyler for hver omdreining. Vanlig hastighet er ca. 100 omdreininger i sekundet.

Det blir ca. 6000 omdreininger i minuttet. Det blir omtrent tre ganger så fort som en vanlig bilmotor i vanlig fart. Men trenger kroppen mye energi fordi vi forbruker mer, for eksempel ved en sykkeltur, kan den gå enda fortere – 15 til 17 000 ganger. Da likner den på en Ferrari-motor. Men den trenger ingen service, ikke oljeskift en gang, slik som bilmotoren. Den bare går og går hele livet gjennom. Så det er ikke vanskelig å si at den er genial.

Verdens tynneste rotasjons-motor

ATP-motoren består av proteiner. Så langt vi vet, er den verdens tynneste rotasjons-motor. Den er ca. 10 nanometer vid og 20 nanometer høy. Den er bygget opp av ca. 29 proteinkomplekser og milliarder av atomer som alle er satt sammen på riktig måte. Den finnes i alle de ca. 100 tusen milliarder celler som kroppen vår er bygd opp av. Den arbeider med tilnærmet 100 % effektivitet. Vi har altså milliarder på milliarder slike motorer inne i oss.

Siden alle prosesser som finner sted inne i en celle, trenger energi, og ATP-motoren er kilden til energien, må den ha vært der helt fra den første celle ble til. Den må ha vært ferdigutviklet helt fra starten av. De prosesser som produserer de proteiner som er byggematerialet til ATP-motoren i våre celler, er jo selv helt avhengig av den energien som nettopp ATP-motoren genererer. Så hvis motoren ikke var der ferdigutviklet fra livets begynnelse, ville livet ikke ha noe energi til sine reaksjoner. Alle reaksjoner i enhver organisme trenger energi. Det er et absolutt krav. I en situasjon hvor ATP-motoren ikke er ferdigutviklet, vil cellen ikke ha tilgang til den energi den trenger for å konstruere motoren. Og heller ikke til alle de andre arbeidsoppgavene i cellen som derfor vil dø.

Reverse engineering

Disse livets nano-motorer har dannet grunnlaget for det som kan kalles revers ingeniør-kunst (“reverse engineering”).

Man plukker disse maskinene fra hverandre for å lære hvordan de er bygd opp. På denne måten har vi mennesker lært mye om små motorer som langt overgår det vi selv har vært i stand til å produsere. Og moderne nano-teknologi har brukt livets maskiner som kokebok. Det har blant annet resultert i at man har kopiert ATP-maskinen og fått den til å rotere ca. 8 ganger i sekundet med strøm fra batteri.

Vi kan kanskje sammenlikne ATP-motoren med en girkasse i bil eller en annen komplisert innretning vi mennesker har laget. Biologer vil ikke ha noen problemer med å gi uttrykk for at en girkasse er konstruert og designet av ingeniører. Men det er få av dem som våger å gi uttrykk for at ATP-motoren også er konstruert og designet. Det betyr jo at det må eksistere en konstruktør, en designer.

Svaret på spørsmålet vi stilte, blir derfor at hjulet er like gammelt som livet. ■

Denne artikkelen ble først utgitt i Origo nr 123 (2011).

#teknologi#biologi

Mellomjordspurv, en av Darwins finker. Foto av putneymark (CC BY-SA 2.0).

saken kort

Historien om finkefuglene på Galapagosøyene er en av de mest legendariske historier i naturvitenskapen. I denne artikkelen går vi til kildene for å se hva historien egentlig bygger på.

Et svar fra en darwinists synspunkt av en viss opplysende karakter, gir O. E. Heie i sin bok ”Evolusjonslære” (dansk utgave 1969, norsk 1972). Han forteller om en stamform som kom over fra fastlandet til en øygruppe hvor det tidligere ikke fantes landfugler. Vi siterer her fra den norske utgaven:

”I visse tilfeller kan vi med meget god grunn anta at en gruppe arter er oppstått ved deling av en enkelt art, som ikke samtidig er stamform til arter som ikke tilhører gruppen. På Galapagosøyene og den nærliggende lille øya Cocos Island i Stillehavet, 900 km vest for kysten av Ecuador, lever i alt 14 arter av Darwin-finker, fordelt på 4 slekter. De utgjør en underfamilie av spurvefugler, som bare finnes på disse øyene. (…) Til tross for ulikheter i utseendet som har sammenheng med forskjeller i levevis, først og fremst med hensyn til nebbformen, likner de alle hverandre så mye at det er rimelig å anta at de nedstammer fra en enkelt art, som kom over havet fra Sør-Amerika for få (2-3) millioner år siden, men det finnes ingen nære slektninger der lenger. På fastlandet var konkurransen for stor, mens det ikke fantes fugler med finkelevevis på øyene i forveien.

Noen av øyene ligger nokså isolert i forhold til de andre.

Det har derfor vært mulighet for geografisk spesiasjon [artsdannelse] etter at arten som innvandret hadde spredt seg utover øyene. På grunn av manglende konkurranse fra andre landfugler har mange økologiske nisjer stått åpne for de nye artene, og etter hvert har hver enkelt spesialisert seg til et særskilt levevis, slik at flere har kunnet leve sammen på samme øy uten å konkurrere. Noen har kraftig kjegleformet nebb og lever av frø og frukt; andre har svakere nebb og lever av insekter; en (spettefinken) lever på spettevis av bark og ved i trestammer, som den hakker i med det kraftige, spisse nebbet sitt, for deretter å pirke insektene ut av hullet med en kaktustorn. Tornen erstatter den lange klebrige tungen som spettene bruker til samme formål, men som spettefinken mangler. Noen av artene forekommer i flere raser på hver sine øyer” (1972:90ff.).

Overdrivelser i lærebøkene

Lærebokforfatternes iver etter å forenkle tingene på den ene side og å ”bevise” evolusjonens sannferdighet på den andre, har vist seg å være en dårlig kombinasjon. På grunn av dårlig kunnskap har da fristelsen til å forsterke Darwins rolle, ikke bare i ”oppdagelsen” av finkene, men også i deres spesielle levevis og evne til tilpasning og fleksibilitet, vært svært påtakelig. I norske lærebøker i naturfag har vi utmerkede eksempler på denne påfallende Darwin-overdrivelsen:

”Jo flere forskjellige fossiler, levende dyr og planter Darwin så, jo sikrere ble han på at dyre- og plantearter kunne forandre seg.” Slik heter det i den meget brukte læreboka for 8. klasse, ”Tellus”.

Den fortsetter slik: ”Og hvis en art forandret seg tilstrekkelig mye, kunne den bli til en helt ny art. På Galápagosøyene hadde han for eksempel oppdaget 13 ulike finke-fugler. De var tydelig nære slektninger, men likevel var finkene litt forskjellige. Darwin hadde denne forklaringen: En finkeflokk fra fastlandet kunne ha fløyet over havet for tusenvis av år siden og siden levd for seg selv på øyene. Der kunne små flokker av finker ha blitt skilt fra hverandre. Etter som tiden gikk, forandret etterkommerne deres både utseende og levesett. Noen finker ble spesialister til å fange insekter, andre ble frøspisere. Én gruppe kom til å oppføre seg som hakkespetter: Den tok en kaktusnål i nebbet og pirket insektlarver fra barken på trærne. Til slutt var fuglene blitt så forskjellige at de ikke lenger kunne pare seg med hverandre og få unger. Da tilhørte ikke finkene samme art lenger. Det hadde oppstått nye arter. Ingen hadde studert finkene på Galapagos på Darwin gjorde det.” (”Tellus 8” 2004:41f.).

Til tross for at forlaget uttrykkelig ble gjort oppmerksom på denne gale framstillingen, ble den stort sett utgitt likedan i neste opplag 2006. På side 75f. her gjentas historien om Darwin og kaktusnålen. I det hele er dette er så feilaktig og misvisende framstilt fra først til sist at det nærmest ”grenser til dokumentfalsk”. Utrolig at et så velrenommert og stort forlag som Aschehoug kan gi ut slikt!

Sulloways banebrytende arbeid

Heldigvis fins grundige forskere som setter tingene på plass. Av disse er det først og fremst Frank Sulloways artikler på 1980-tallet som må nevnes. Arbeidene hans er banebrytende og beror på langvarige studier. Sakte, men sikkert har Sulloways resultater nådd Norge og det darwinistiske miljøet her, men altså ikke lærebokforfatterne (selv om de sannsynligvis har en darwinist som fagkonsulent). Det er mulig jeg tar feil, men selv har jeg ikke funnet noen vitenskapelige artikler som tar opp Sulloway før jeg selv gjorde det for over 10 år siden.

Alle disse årene har jeg forresten brevvekslet med denne sympatiske amerikaneren, det er jeg selvsagt stolt over, i mine øyne er han den største av alle Galapagos-forskere og har holdt på siden midt på 1960-tallet. Det spesielle med Sulloway er hans allsidighet. Egentlig er han psykologen med doktorgrad i vitenskapshistorie som skrev den berømte boken ”Born to Rebel” (1997), dessuten ”Freud, Biologist of the Mind: Beyond the Psychoanalytic Legend”. Men Sulloway har i en årrekke dokumentert økologiske variasjoner i vegetasjonen på de forskjellige Galapagosøyene.

Er noen i tvil om hvordan plantedekket så ut på et bestemt sted på en bestemt øy til en bestemt tid, kan de spørre amerikaneren! Ekspedisjonene hans i dette vanskelige terrenget er så strabasiøse at jeg med min dårlige rygg ennå ikke har våget å si ja til invitasjonene hans om å være med.

Sulloway om Darwins «oppdagelse»

De fremste forskningsresultatene til Sulloway er publisert i vitenskapelige tidsskrifter, se litteraturlisten. (Der er mange flere, men her er tatt med de mest relevante for denne artikkelen.)

Her er noen konklusjoner fra Sulloway, og de er herlig klargjørende:

”Når det gjelder påstanden om at Darwin ble påvirket av finkenes utseende slik at han øyeblikkelig så på dette som et klassisk tilfelle av tilpasset evolusjonær radiasjon, kunne ingenting være fjernere fra sannheten [”As for the claim that Darwin was immediately impressed by the morphology of the finches as a classic case of adaptive evolutionary radiation, nothing could be further from the truth.” (Sulloway 1984: 42).

Noen ordforklaringer: ”Adaptiv(e)” betyr jo ”tilpasning”. ”Radiasjon” er betegnelse på ”spredning fra et sentrum eller et bestemt opphav”. Når dette brukes om finkene på Galapagos, menes at en stamart har nådd fram til en øygruppe med mange ubenyttede nisjer. Denne artens etterkommere har så utviklet seg i mange ulike retninger for å fylle disse nisjene, og resultatet er at vi har en lang rekke nært beslektede (men ikke nødvendigvis veldig likt utseende) arter som utnytter et vidt spektrum av ressurser.

I noteapparatet til disse oppklarende ordene ovenfor, setter Sulloway opp navnet på en rekke autoriteter som nettopp hevder at finkene spilte en rolle for å ”omvende” Darwin til evolusjonsteorien. Han nevner bl.a. Swarth 1931, Huxley 1954 og 1960, Eiseley 1961, de Beer 1963, Peterson 1963, Moody 1970 og hele 12 personer til, med berømtheter som Gruber & Barrett, Dobzhansky, Kimball og Ruse. Noen understreker det til og med, skriver han, hvor imponert Darwin må ha blitt av vanene til den redskapbrukende ”hakkespettfinken”. Men denne ble først oppdaget i 1868, og første rapport om at den brukte redskaper, var i 1919.

Sulloway sier:

”Den [historien om Dawin og finkene på Galapagos] har i virkeligheten blitt en av de mest utbredte legendene i vitenskapens historie, på linje med den berømte fortellingen om Newton og eplet og Galileos eksperimenter fra Det skjeve tårn i Pisa, som en klassisk lærebok-fortelling om opprinnelsen til moderne vitenskap. (…) … gradvis etter 1947 ble Darwin gitt æren for finker han aldri så og for observasjoner av dem og innsikt om dem han aldri gjorde. Sammentreffet med at de finkene Darwin [og vennene hans] hadde samlet inn fra Galapagos ble beskrevet av John Gould som 13 arter, det samme tallet som [David] Lack selv registrerte på øygruppen [ca. 100 år senere], har i høy grad bidradd til denne ekstra kilden til legenden. (…) Gjennom legenden er Darwin kontinuerlig blitt feiret som en vitenskapelig helt som egenhendig løste den biologiske sfinksgåten da han registrerte de forskjellige Galapagos-finkene som et ekstraordinært mikrokosmisk eksempel på evolusjon i nåtidig virksomhet.”

(Sulloway 1982A: 39f.;46f) Disse artiklene er sterkt å anbefale!

Andre synspunkter

Discovery Institute Press har i sin bok ”Getting the Facts Straight. A Viewer`s Guide to PBS`s Evolution ” (2001) viktige kommentarer til Darwins rolle vedrørende finkene (s. 23f.). Det samme har også Phillip E. Johnson i sin ”Darwin on Trial” (1991:19 og 25 og 2011: 38 og 45) og ikke minst Jonathan Wells i ”Icons of Evolution” 2000:159ff. (dansk utgave 2006:137ff.) Jeg selv har et kapittel om finkene i min ”Darwinboken” (2009:103ff.; dansk utgave 2009: 95ff.), bare for å ta noen eksempler.

En nyttig oversikt over finkehistorien og litteraturen er den nye boken ”Darwin`s finches. Readings in the Evolution of a Scientific Paradigm” (2011). Spesifikke forskningsfakta om finkenes beskaffenhet og nebbstørrelse sett med en darwinistiske øyne står helst i ekteparet Grants bøker (se litteraturlisten). Svært viktig er også vitenskapsjournalisten Jonathan Weiners bok: “The Beak of the Finch. A Story of Evolution in our Time” (1995); (dansk oversettelse: “Darwins næb” (1997). Dette er en mer oversiktlig og noen ganger mer avbalansert bok. Særlig spennende er hans beretning om finkenes liv, levnet og nebbstørrelse før og etter El Nino 1983 (regn- og tørkeperioden). ■

Jostein Andreassen har skrevet flere bøker om Darwin. Nylig kom boken «Charles Darwin på Galapagos» (eget forlag 2011). I denne boken finner man to førstegangsoversettelser til norsk. Den ene er Darwins originale beretning om Galapagos fra hans berømte reisebeskrivelse «Voyage of the Beagle». Den andre er Darwins aller første publikasjon utgitt i 1836 som en hyllest til de engelske misjonærene på stillehavsøyene.

Aktuell litteratur:

• Andreassen, Jostein: ”Darwinboken” (2009): Artikkelen ”Oppdaget Darwin ”Darwins finker?”
• Barlow, Nora: “Darwin`s ornithological notes” in: “Bulletin of the British Museum (Natural History), Historical Series”, Vol. 2 (1963)
• Browne, Janet: ”Charles Darwin: Voyaging, Volume 1 of a Biography” (1995)
• Ibid. and Neve, Michael (ed.): ”Charles Darwin`s Voyage of the Beagle.Charles Darwin`s Journal of Researches” (1989); [som er Darwins 1839-utgave: ”Journal Of Researches Into The Geology And Natural History Of The Various Countries Visited By H.M.S Beagle, Under The Command Of Captain FitzRoy, R. N. From 1832 To 1836. By Charles Darwin. Esq.; M.A.F.R.S. Secretary To Geological Society. London: Henry Colburn. 1839]
• Darwin, Charles: “Narrative of the Surveying Voyages of His Majesty’s Ships Adventure and Beagle, between the Years 1826 and 1836, Describing Their Examination of the Southern Shores of South America, and the Beagle’s Circumnavigation of the Globe. Vol. III. Journal and Remarks, 1832-1836.” London 1839 in : Porter/Graham (ed.): “The Portable Darwin”, s. 8-65 (1993)
• Ibid.: ”Rejse om Jorden. Efter den engelske Original nyeste, af Forfatteren gjennemsete Udgave”, Salmonsen 1876. (Trolig etter den difinitive tekst fra Darwins hånd i John Murrays utgave, London 1860, men som ble trykket opp igjen i 1870, 1872, 1873 og 1876). Svensk utg.: Darwin, Charles: ”Resa kring Jorden”, Bokfrämjandet (1969)
• Donohue, Kathleen: ”Darwin`s finches. Readings in the Evolution of a Scientific Paradigm” (2011)
• Ekeland, P.R., Johansen, O.-I, Busengdal Strand, S., Rygh. O.: ”Tellus 8. Naturfag for ungdomstrinnet”, Aschehoug 2004/2006
• Grant, Peter R.: ”Ecology and Evolution of Darwin`s Finches” (1999)
• Jackson, Michael H.: “Galapagos. A Natural History. Revised and Expanded Edition”, University of Calgary Press, Seventh Printing (2002)
• Keynes, R. D. (ed.): ”Charles Darwin`s Beagle Diary” (1988)
• Ibid.: ”Charles Darwin`s Zoology Notes & Specimen Lists from H.M.S. Beagle” (2000)
• Ibid.: ”Fossils, Finches and Fuegians. Charles Darwin`s Adventures and Discoveries on the Beagle 1832-1836” (2002)
• Kricher, John: ”Galapagos. A Natural History” (2006) Lack, David: “Darwin`s finches” (1947/-83)
• Larson, Edward J.: “Evolution`s Workshop. God and Science on the Galapagos Islands” (2001)
• Stanbury, David (ed.): ”A Narrative Of The Voyage Of H.M.S. Beagle, being passages from the Narrative written by captain Robert FitzRoy, R. N., together with extracts from his logs, reports and letters; additional material from the diary and letters of Charles Darwin, notes from Midshipman Philip King and letters from Second Lieutenant Bartholomew Sulivan” (1977)
• Steinheimer, Frank D.: “Charles Darwin’s bird collection and ornithological knowledge during the voyage of H.M.S. “Beagle”, 1831–1836” in: “Journal of Ornithology”, Berlin vol. 145, No. 4, (2004)
• Sulloway, Frank J.: “Darwin and His Finches: The Evolution of a Legend” in: “Journal of the History of Biology”, Vol. 15, no. 1, pp. 1-53 (1982A)
• Ibid.: “Darwin`s Conversion: The Beagle Voyage and Its Aftermath” in: “Journal of the History of Biology”, Vol. 15, no. 3, pp. 325-396 (1982B)
• Ibid.: “The Beagle collections of Darwin`s finches (Geospizinae)” in: “Bulletin of the British Museum. Natural History (Zoology)”, Vol. 43 (2), pp. 49-94 (1982C)
• Ibid.: “Darwin and the Galapagos” in: “Biological journal of the Linnean Society of London”, Vol. 21, pp. 29-59 (1984)
• Weiner, Jonathan: “The Beak of the Finch. A Story of Evolution in our Time” (1995); (dansk oversettelse: “Darwins næb” (1997)

Denne artikkelen ble først utgitt i Origo nr 124 (2012).

Termitter i arbejde. Foto: giovzaid85 (CC BY-SA 2.0).

Sosiale insekter
Vi regner med at vi har tre slag sosiale insekter: Bier, maur og termitter. I denne artikkelen vil vi fortelle om termitten. Dens historie har mange forhold som passer svært dårlig med at den er utviklet gradvis gjennom tusenvis av år. Så de som tror på en skapende Kraft i livet, får sin tro forsterket når de leser om termitten.

Termitter lever mange steder på jorda. De trives godt i varmen, og derfor finner vi de fleste termitter i tropiske strøk. De bor i egne hus, som vi kan kalle reir [da.: reder] eller kolonier. Koloniene består av tre hovedtyper organismer: Arbeidere, soldater og dronningen. Alle termitter har en felles oppgave, nemlig å beskytte boligen. De ulike grupper er fysisk forskjellige. Noen termitter bor under jorda, andre over jorda, og en tredje gruppe holder til i tørre trær.

Det er bare én konge og én dronning i hver koloni. Dronningens hovedoppgave er å legge egg for å sikre at stammen overlever. Hun kan legge 30 000 egg om dagen. Siden hun lever 25-30 år, legger en enkelt dronning mange 10-talls millioner egg. Siden dronningen har så mange egg, blir hun så stor at hun ikke kan røre på seg. Hun stelles [da.: plejes] derfor hele tiden av arbeiderne. Kongen og dronningen lever i samme rom. Hans hovedoppgave er å befrukte eggene.

Rutine arbeidet

Arbeidstermittene utfører alt rutinearbeid i kolonien. Men de legger ikke egg, og de deltar ikke i forsvar av kolonien unntatt i en krisesituasjon. De blir voksne i løpet av et år, og lever 3-5 år. De bygger reiret, lager tunneler og rom. De reparerer skader. De steller med larvene – og dronningen som nevnt. De passer på at eggene blir tatt hånd om og utsettes for riktig temperatur. De ordner også med mat til alle soldatene fordi de har en snute som er velegnet til kamp og forsvar, og langt mindre egnet for inntak av føde. Så de må derfor mates. Bare en slik liten detalj er uløselig for Darwinismen. Hvordan kan disse soldatene ha vært avhengig av arbeiderne i millioner av år for å overleve?

Arbeiderne dyrker sopp i egne kammer for å skaffe ernæring. De er altså selv ufruktbare, og arbeider utelukkende for å skaffe alt det nødvendige som kolonien hele tiden trenger. Arbeiderne viser altså stor intelligens i sitt arbeid, og de vet eksakt hvilke oppgaver de har. Men siden disse arbeiderne er ufruktbare, kan de ikke ha arvet sin kunnskap om hvordan de skal fungere. Det betyr at naturlig seleksjon duger ikke som forklaring på arbeidstermittens atferd. Selv Charles Darwin innså dette problemet som han ikke så noen løsning for.

Altruisme

Termitter er selvoppofrende. De gjør alt for å forsvare kolonien. De er også villig til å ofre livet om det er nødvendig. Så de er av vesen altruistiske, de er opptatt av å ta vare på og beskytte de andre i reiret. Det passer dårlig med evolusjonslæren som forteller at dyrs hovedoppgave er å formere seg – hensynet til andre skal og kan aldri være det primære. Evolusjonsbiologer har derfor problemer med å forklare termittens altruisme.

Termitter har en egen hær som utgjøres av soldatene. Hver enkelt av disse er altså innstilt på gi livet sitt i tjenesten om nødvendig. Soldater er blinde, de har ingen vinger. Men de kan ha kjever som barberblader. De frykter ikke inntrengere som er større enn dem selv. De produserer kjemiske substanser som er målrettet mot inntrengere. Disse giftstoffene er forskjellige hos de ulike arter av termitter. Noen gifter er neurotoksiner og lammer fienden, andre kan få kroppen til i gå i oppløsning. Ved å smøre giftige sekreter på kroppen til fiender [da.: fjenders kroppe], blir disse uskadeliggjort. Opp til 35 % av kroppsvekten til soldattermitter kan bestå av slike giftstoffer som brukes i forsvar av kolonien. Nitroalkene, vinyl ketone og B-keto-aldehyd er navn på slike toksiske stoffer. Noen arter produserer substanser som hindrer blod å koagulere slik at selv små sår på fiendene vil få dem til å omkomme på grunn av blødning. Noen produserer lim-liknende substans som også er i stand til å korrodere metall og betong. Termittene kan også forsvare sin koloni ved å opptre som en moderne selvmordsbomber.

Når termittene kan produsere store mengder med giftige substanser, skjønner [da.: forstår] vi at det må være et avansert sikkerhetssystem som hindrer at disse stoffer aktiveres i kolonien, slik at deres egne kolleger ikke drepes. Likeledes forstår vi at soldattermitter som har store mengder særs [da.: særligt] giftige stoffer i kroppen sin, også må ha et sikkerhetssystem som beskytter den enkelte soldat. Soldatene må være skapt slik at de ikke blir skadet av de stoffer som produseres i kroppen deres – verken i produksjonsstedet eller i kanalsystemet som fører giften til en åpning på termittens overflate hvor den kan sprøytes mot inntrengere. Et slikt intrikat [da.: indviklet] system kan ikke være skapt over lang tid og gradvis.

Det må være komplett utviklet allerede hos den første termitten. En gradvis utvikling ville ha ført til at termittene ikke ville være beskyttet mot sine egne giftsubstanser.

Selve opphavet til et slikt forsvarssystem krever intelligent aktivitet. Et slikt komplekst og spesifisert system kan ikke oppstå ved tilfeldighet. Hvorfor skal vi tvinges til å tro på og akseptere en teori som sier at slike kjemiske substanser med klart definerte oppgaver og som krever helt spesielle sikkerhetssystemer, kan oppstå ved tilfeldighet?

Ernæringssystemet

Vi må si noen ord om termittens ernæringssystem også. Hovednæringsmidlet er cellulose. Men cellulose er veldig tungt fordøyelig, og de fleste insekter kan derfor ikke fordøye cellulose. Termitter kan ikke bryte ned cellulose, så de må ha saprofytter [= plante som lever på døde dyre- og panterester] til å gjøre jobben. Det skjer ved at små protozoer [encellete organismer med cellekjerne] som lever i tarmene deres, har de rette enzymer for å fordøye cellulose. En del av termittens tarm er utvidet for å kunne tjene som et slikt gjæringskammer. Disse protozoer kunne ikke leve for seg selv, og termittene er helt avhengig av deres tilstedeværelse i tarmsystemet. Igjen møter vi et problem som virker uløselig for evolusjonsteorien. Når disse protozoer er livsnødvendige for termitter, må de ha eksistert like lenge som termittene, og i symbiose med dem.

Tilfeldighet er nok ute av stand til å gi en akseptabel forklaring på dette problemet.

Signaler

Det kan være op til 2 millioner termitter i en enkelt koloni. Alt arbeidet og all aktivitet der er velordnet og velfungerende. Hvordan er det mulig når termitten er blind? Hvordan kan de forstå hverandre? Hvordan kan de samarbeide for å bygge sine reir? De kommuniserer via kjemiske signaler – som bygger på lukt og smak. De bruker altså feromoner [signalstoffer] som signalsubstanser. Hver koloni har sin egen karakteristiske lukt. Dronningen styrer aktiviteten til arbeiderne via luktsignaler som beror på sekresjon av spesielle substanser.

Termittene har også meget sensitive antenner for duft. Enhver fremmed lukt blir raskt oppfattet. De fleste insekter har et eget beskyttelseslag som avgir en spesiell lukt som termitter raskt oppfatter og anser som fiendtlig. Så selv om termittene ikke har syn, vil de raskt uskadeliggjøre et dyr som har en avvikende lukt. Men en spesiell maurart har lukt identisk med termitter, og vil derfor ikke bli oppfattet som inntrenger. Hvordan visste denne maurarten at termittene hadde et slikt forsvarssystem?

Hvordan visste de at de kunne vandre trygt blant termitter når de utsondret denne spesielle lukten? Hvordan kan en skapning kopiere en kjemisk forbindelse som er karakteristisk for en helt annen type skapning? Og hvordan i all verden kunne disse maurene utvikle evnen til å produsere i sin egen kropp kjemiske substanser som er karakteristisk for termitter?

I tillegg kan termitter kommunisere ved lyd. Lyden produseres ved at de gnir hodene sine mot veggen i de tunneler de lager. Dette gir en gjenlyd som vil oppfattes og forstås av andre termitter. Så de er født med evnen til å tolke slike vibrasjonslyder. Hvordan fikk de denne evnen?

Tuene

Det mest fantastiske med termitter er deres evne til å bygge boliger. Hver art bygger sine egne typiske reir. Et tverrsnitt gjennom reiret ville vise et utseende som en svamp – med utallige små rom som ikke ville være over 2,5 cm i størrelse. Disse rommene er forbundet med korridorer eller kanaler som er så små at bare termitter kan passere. Disse reirene er bygd slik at de beholder konstant temperatur og konstant fuktighet – uansett hvordan forholdene er på utsiden.

Det er spesielt viktig at temperaturen holdes konstant av hensyn til eggene. Ytterveggene i slike termitttuer er harde, nærmest som betong – mens innsiden er mye mykere. Enkelte tuer kan være så harde at det bare er dynamitt som biter på dem. Byggematerialet er spytt blandet med sand, jord og tre. Det formes til små baller som plasseres i bygget. Etter hvert blir disse ballene harde som sement. Tuene kan bli opp til 7 meter høye. Når vi tenker på at termittene er mellom 1 og 2 cm og sammenlikner med skyskrapere vi mennesker bygger, betyr det at en tue på 7 meter svarer til dobbelt høyde av Empire State Building.

Tuene må være konstruert for å gi adekvat [dekkende, da.: tilpas] oksygen-tilførsel hele tiden. Og som nevnt konstant fuktighet og temperatur. Tuene er delt opp i spesielle avdelinger. Dronningens kammer er størst og ligger sentralt.

Veggene her har mange små åpninger for arbeidere og soldater. Matlageret inneholder blader og frø og kjerner. Enkelte arter kan dyrke sopp [da.: svampe] i egne rom. Tuene er konstruert slik at man får et automatisk ventilasjonssystem. Den varme luften fra alle termittene og gjæringsprosessen i soppen gjør at luften stiger til værs i de sentrale deler av tuen, og her skjer det gassutveksling akkurat som i våre lunger. Fuktighet fås ved å bygge kanaler under jorden, opp til 40 meter dypt – eller ved å føre fuktig leire [da.: ler] inn i tuen. I Australia er det en art som bygger sine tuer med langsiden syd-nord og en kortside øst-vest. Det gjør at langsiden får solskinn på seg om morgenen og om ettermiddagen, mens kortsiden får solvarme midt på dagen.

Vi kan avslutte artikkelen med et lite spørsmål: Hvem har lært dem dette? ■

Denne artikkelen ble først utgitt i Origo nr 125 (2012).